Tæt på farvel? Simon Kjær droppet til Sevilla-premiere

Det er ganske sikkert, at det ikke bliver til spilletid for Simon Kjær i første La Liga-runde.

Den danske landsholdsanfører er nemlig blevet droppet til Sevillas kamptrup, der søndag møder Espanyol.

På de sociale medier har den spanske klub delt en oversigt over de 20 spillere, der rejser med den nye cheftræner, Julen Lopetegui, til Barcelona for at tage hul på sæsonen. En danskerløs liste.

Og da der ikke er noget, der tyder på, at danskeren er skadet, er det altså på ingen måde lovende nyt for Simon Kjærs fremtidsudsigter i klubben.

Det er ellers ikke mere end fire dage siden, at Simon Kjærs agent, Mikkel Beck, til Jyllands-Posten svarede ja til spørgsmålet om, hvorvidt han regnede med, at Simon Kjær ville fortsætte i klubben.

»Der er blevet skrevet rigtig meget, men kort fortalt er Simon i Sevilla, og han er Sevilla-spiller. Han forbereder sig på den nye sæson sammen med de andre spillere. Mere er der ikke at sige til det,« sagde han til Jyllands-Posten tirsdag.

Samme Mikkel Beck sagde i løbet ad sommeren til Ekstra Bladet, at en rotationsordning i Sevilla ikke kan komme på tale for Simon Kjær. Så ville det hedde klubskifte.

Og kigger man på landsholdsanførerens sæsonoptakt, har spilletiden været en anelse til den snævre side.

I Sevillas otte træningskampe har Simon Kjær fået spilletid i tre af dem. Og i i af disse blev det til henholdsvis 45 og 26 minutter.

Sevilla har denne sommer brugt penge på to centrale forsvarsspillere i form af Jules Koundé og Diego Carlos, der har været dyre handler for klubben.

Simon Kjær har kontrakt med Sevilla til 2021, og derfor bør Sevilla stadig kunne hente lidt penge for danskeren, såfremt det ender med et salg.

I tyrkiske medier har der været skrevet meget om, at Simon Kjær skulle være tæt på at komme tilbage til Fenerbahce, hvor han spillede fra 2015 til 2017. Her vil han i så fald blive klubkollega med landsholdsmakkeren Mathias Zanka Jørgensen.