Stor lykke: Nicolai Jørgensen og Theresa Kofoed skal være forældre

Landsholdsstjernen Nicolai Jørgensen og hustruen Theresa Kofoed skal være forældre.

Det afslører 26-årige Theresa Kofoed på Instagram.

Her har den gravide Kofoed lagt et billede af sig selv og Nicolai Jørgensen op og flankeret det af teksten:

»Der findes ikke en bedre dag til at annoncere, at vi udvider vores lille familie med et ekstra medlem i år. #momanddadtobe«

Theresa Kofoed og Nicolai Jørgensen har dannet par, siden Jørgensen spillede i FC København, og i juni 2017 blev de så gift.

Nicolai Jørgensen, der i dag spiller i hollandske Feyenoord, er naturligt nok blevet et kendt ansigt på grund af sin fodboldkarriere, men også Theresa Kofoed er blevet fast inventar i medierne.

Det skyldes blandt andet hendes blog samt deltagelsen i Zulu-serien ’Kærester med Landsholdet’, som blev sendt for første gang i forbindelse med VM sidste år.

Serien blev så stort et hit, at sæson 2 lige nu ruller over skærmen på Zulu.