Spansk fodboldstjerne død i trafikulykke - 35 år gammel

José Antonio Reyes, der tidligere har spillet for Arsenal og Sevilla, har mistet livet i en trafikulykke.

José Antonio Reyes spillede for Espanyol i 2016/2017-sæsonen. (Arkiv) Josep Lago/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den spanske fodboldspiller José Antonio Reyes er død - 35 år gammel.

Han mistede livet i en trafikulykke, skriver Reyes' tidligere arbejdsgiver Sevilla på sin twitterprofil lørdag.

Spanieren spillede også blandt andet i Arsenal, fra 2004 til 2006, hvor han blandt andet var med til at vinde det engelske mesterskab i 2003/2004-sæsonen, hvor London-klubben ikke tabte en eneste kamp i Premier League.

Det blev også til 21 optrædener for det spanske landshold for José Antonio Reyes.

Han har i foråret spillet for Extremadura i den næstbedste spanske række, hvor han kom på banen i ni kampe, senest 18. maj mod Alcorcón.

José Antonio Reyes kom til Sevilla i en alder af blot ti år. Efter en årrække på klubbens ungdomshold fik han sin professionelle debut for Sevilla som 16-årig.

I januar 2004 gik turen så til Arsenal, der dengang betalt 17 millioner pund for offensivspilleren.

2006/2007-sæsonen blev brugt i Real Madrid på et lejehold, inden han sæsonen efter skiftede til Atlético Madrid.

Her var Reyes på lønningslisten frem til 2011. Undervejs gik turen dog også til portugisiske Benfica på leje.

I 2011 vendte spanieren så hjem til den klub, han fik sin fodboldopdragelse i, Sevilla. Her spillede han i fem år, hvor det blandt andet blev til tre sejre i træk i Europa League.

Reyes' sidste par år som fodboldspiller var mere flygtige og bød på ophold i Espanyol, Córdoba, kinesiske Xinjiang Tianshan Leopard og altså senest Extremedura.

Spanieren efterlader sig et ganske veludrustet pokalskab. Ud over de tre Europa League-triumfer med Sevilla, vandt han den europæiske turnering to gange med Atlético Madrid.

Reyes var desuden med til at vinde den spanske liga, det ene år han spillede i Real Madrid.

I Arsenal blev det ud over det imponerende mesterskab i 2003/2004-sæsonen også til en sejr i FA Cuppen året efter.

Reyes var også i Champions League-finalen med den engelske klub i 2006, der dog endte med et nederlag til Barcelona.

/ritzau/