Skuffet Ajax-dansker slukker fjernsynet under CL-finale

Ajax var et mulehår fra at nå Champions League-finalen. Skuffelsen sidder stadig i klubbens danskere.

- Jeg tror, jeg vælger ikke at se den. Jeg slukker fjernsynet, siger Ajax-spilleren Lasse Schöne. Adrian Dennis/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Festen var godt i gang, og champagnen var nærmest poppet, da Ajax tidligere i maj stod i den anden af to Champions League-semifinaler mod Tottenham.

Med 35 minutter igen var Ajax foran 2-0 hjemme i Amsterdam, og med en 1-0-sejr på udebane i bagagen var hollænderne godt på vej finalen.

Et hattrick af Lucas Moura vendte op og ned på tingene, og når finalen spilles lørdag, er det derfor Tottenham og ikke Ajax, der får fornøjelsen af at høre Champions League-hymnen på Wanda Metropolitano.

- Jeg tror, jeg vælger ikke at se den. Jeg slukker fjernsynet, siger Ajax-spilleren Lasse Schöne.

- Det gør selvfølgelig stadig ondt. Det er dejligt, at vi har vundet The Double, men når man tænker tilbage på det, gør det stadig ondt, siger han.

Ajax vandt både mesterskabet og pokalturneringen i Holland, og holdet overraskede stort ved at spille sig helt frem til semifinalen i Champions League efter samlede sejre over Real Madrid og Juventus.

Alligevel er det skuffelsen, der sidder fast i Kasper Dolberg.

- Det er rigtig nederen. Vi var nærmest i finalen. På en måde er det lidt surrealistisk, at vi ikke er der. Det er meget skuffende og virkelig bittert.

- Vi havde ikke selv regnet med, at vi ville komme til semifinalen. Men vi synes jo, vi fortjente at være i finalen. Vi er meget skuffede, selv om vi måske før sæsonen havde solgt den for en semifinale, siger den danske landsholdsangriber.

Mens Schöne og Dolberg går glip af finalen, er Christian Eriksen klar til finalen for Tottenham. Det samme er de tidligere Ajax-spillere Davinson Sánchez, Toby Alderweireld og Jan Vertonghen.

- Der er mange Ajax-drenge på det hold. Og selvfølgelig min landsholdskollega. Så man under dem det, men jeg tror, jeg springer over at se den, siger Lasse Schöne.

Schöne og Dolberg er i stedet samlet med det danske landshold og afslutter sæsonen med landskampe mod Irland og Georgien. Eriksen støder til den danske trup efter finalen.

/ritzau/