Skandale i landskamp: Afbrudt efter racisme

 

Nu er det sket igen for en sort fodboldspiller på det engelske landshold.

Racisme.

Mandag aften gæstede England Bulgarien i EM-kvalifikationen, hvor de med en sejr kunne kalde sig EM-klar. Og selvom England leverede en storsejr på hele 0-6, er det noget helt andet, kampen vil blive husket for.

Mod slutningen af første halvleg blev kampen afbrudt, efter den engelske debutant, Tyrone Mings, havde gjort kampens ene linjedommer opmærksom på racistiske tilråb fra tilskuerpladserne.

Efterfølgende gjorde Englands landstræner, Gareth Southgate, ligeledes kampens dommere opmærksomme på, hvad der foregik på tilskuerpladserne.

Det fik kampens dommer, Ivan Babek, til at stoppe kampen i en håndfuld minutter, og to gange måtte stadionspeakeren komme med en meddelelse til publikum om, at racistiske tilråb på ingen måde er tilladt, og at kampen kan blive afblæst helt som følge deraf.

I de minutter stod flere engelske spillere, herunder Tyrone Mings og anfører Harry Kane, og talte med dommer Babek.

TV-kameraer har opfanget Tyrone Mings vende sig ud mod linjedommere for at spørge: 'Can you hear that?' (Kan du høre det, red.).

Sky Sports' reportere på stadion siger desuden, at man i hvert fald i seks forskellige tilfælde har hørt abelyde råbt mod de engelske spillere.

Flere fans forlod stadion efter stadionspeakerens melding i første halvleg, og fotografer på stadion har fanget flere fans heile på tilskuerpladserne.

For de engelske spillere er det dog ikke første gang, at de oplever racisme med landsholdet.

Tidligere på året spillede 'Three Lions' i Montenegro, og her blev Raheem Sterling og Danny Rose, der begge er sorte, mødt af abelyde fra de lokale publikum.