Simon Makienok skifter til Tyskland

 

Den danske fodboldspiller Simon Makienok skifter fra FC Utrecht til Dynamo Dresden.

Dermed skal han fremover spille i 2. Bundesligaen.

Det oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.

Den tårnhøje angriber havde kontraktudløb med sin hollandske klub til sommer, men har nu i stedet fået en kontrakt af samme længde med Dynamo Dresden.

Og de glæder sig over handlen i Tyskland, hvor Makienok skal være med til at give dem en helt ny dimension.

»Vi får en type angriber, som vi aldrig har haft før. Simon er en stor boks-angriber med et fortræffeligt hovedspil, han kommer omgående til at give os flere taktiske muligheder,« siger Dynamo Dresdens direktør, Ralf Minge. til klubbens hjemmeside.

Klubben ligger lige nu placeret sidst i rækken og kæmper for livet i den næstbedste tyske række.

Derfor har de i denne måneds transfervindue også satset stort på at få nye kræfter ind.

Faktisk er Simon Makienok deres sjette indkøb.

»Jeg brænder for at redde Dresden fra nedrykning. Jeg tror på, at jeg kan bidrage med mine evner og være med til at sørge for en succesfuld anden halvdel af sæsonen, hvor vi efter en hård fight vil kunne nå vores mål,« siger Makienok.

Danskeren kom for nyligt tilbage på banen efter en lang periode med skader. I denne sæson er det blot blevet til et enkelt mål i tre kampe, hvor alle har været som indskifter.

Han er således ikke kommet på banen siden starten af december.