Se det bizarre optrin: Liverpool-stjerne får baby i armene under topkamp

 
Liverpool-stjernen Roberto Firmino fik fremvist tandpastasmilet, da han under kampen Everton og Liverpool fik taget et billede med en baby Fold sammen
Læs mere

Selve kampen mellem Everton og Liverpool FC var dødssyg, så det er nærmest ikke en overdrivelse at kalde et bizart optrin på Liverpool-bænken for et af kampens højdepunkter.

I starten af anden halvleg fanger tv-kameraerne Liverpools bænkede stjerneangriber Firmino, som pludselig får en baby i armene, hvilket kan ses i videoen øverst i artiklen.

Det er en kvinde, som i en frisk vending får overtalt den brasilianske stjerne til at posere med det godt indpakkede afkom, mens den stolte mor knipser løs med sit mobilkamera.

Firmino og de omkringsiddende Liverpool-spillere  og -stabmedlemmer ser forundret til og smiler af episoden, som var noget mere mindeværdig end 0-0-kampen, som var alt andet end en feel good-oplevelse for guldkandidaterne.

Firmino kunne trods det hyggelige møde med den unge fodboldfan ikke gøre en forskel, da han kom på banen kort efter.

Endnu en gang gik den 27-årige brasilianer, som har døjet med en mindre skade, målløs fra banen i en sæson, hvor han har scoret 11 mål i 36 kampe for Liverpool FC.

Det uafgjorte resultat med lokalrivalerne betød, at holdet mistede et skridt i mesterskabsduellen i forhold til Manchester City.

De Røde har et point op til City i kampen om guldet i Premier League.