Schöne om klubskifte: 'De ser mig med andre øjne'

Han er 33 år, men Lasse Schöne er langt fra færdig med at spille fodbold.

Tværtimod. For den danske landsholdsspiller står lige nu overfor et klubskifte. Turen går efter alt at dømme til italienske Genoa, og Schöne har selv bekræftet, der er en mundtlig aftale på plads.

Nu sætter han flere ord på beslutningen om at rejse til Italien og Serie A.

»Genoa har planer med mig, og jeg føler mig ung. De ser på en 33-årige spiller med andre øjne i Italien, og det er et hold, der gerne vil spille fodbold. Det tiltaler mig, det samme gør Serie A,« siger Lasse Schöne til Voetbalprimeur.

Det betyder ikke, det har været en nem beslutning for Lasse Schöne, der stadig holder meget af Ajax.

»Det var et svært valg. Men jeg tænkte: 'jeg tager en snak med Genoa, og ser på det'. Det gik godt,« fortæller Lasse Schöne, der roser Ajax for at være en fantastisk klub. Og han drømmer om at få et farvel på Johan Cruijff Arena. Han fik det fra de medrejsende Ajax-fans i Arhnhem, men han håber også at kunne få en flot afsked på hjemmebane.

»Jeg har set andre sige farvel, og det ønsker jeg også. Om de (Ajax, red.) vil det, er noget andet. Det ville være smukt,« siger Lasse Schöne.

Han har spillet i Ajax siden 2012, hvor han kom dertil fra NEC. Skifter han til Genoa, venter der et velkendt ansigt blandt holdkammeraterne, for landsholdskollegaen Lukas Lerager spiller i den italienske klub.