Så meget betalte United for Solskjær

8,7 millioner kroner.

Det har Manchester United betalt for at få Ole Gunnar Solskjær som manager.

I engelske pund svarer det til en rund million, og den engelske klub har endda betalt halvdelen af beløbet af ren skær goodwill over for den norske klub Molde, der ellers havde nordmanden på kontrakt.

Det skriver flere medier som ESPN, Evening Standard og VG.

Og dermed ser det altså ud til, at Ole Gunnar Solskjær altså har været meget billigere end de op mod 80 millioner kroner, der tidligere har været nævnt som kompensation til Molde.

Da Ole Gunnar Solskjær blev udnævnt til midlertidig manager efter fyringen af José Mourinho december, havde han netop forlænget sin kontrakt med den norske klub. Derfor betalte Manchester United dengang 500.000 pund for at få lov at placere den tidligere klub-legende i trænersædet.

Samme beløb har Premier League-giganten nu igen betalt, efter at Ole Gunnar Solskjær torsdag fik en treårig kontrakt. Af en ren og skær goodwill og som tak for et godt samarbejde.

Også på lønsiden ligger Ole Gunnar Solskjær i den overskuelige ende af skalaen.

Engelske medier skriver videre, at nordmanden kan se frem til en årsløn på syv millioner pund (lige over 60 millioner kroner).

Det er mindre en halvdelen af, hvad forgængeren José Mourinho fik inden fyringen i december sidste år.

I forbindelse med torsdagens præsentation var det dog ikke pengene, der fyldte meget.

»Det her er jobbet, jeg altid har drømt om, og jeg er så glad for at have fået muligheden for at lede klubben på længere sigt og forhåbentlig fortsætte den succes, vores fans fortjener,« sagde Ole Gunnar Solskjær.

I den kommende weekend skal Ole Gunnar Solskjær for første gang stå i spidsen for Manchester United som fastansat manager.

Her modstanderen Watford på hjemmebanen Old Trafford.