Premier League-stjerne i vildt skænderi: Du er en klovn!

Arsenals lynhurtige angrebsstjerne Pierre-Emerick Aubameyang er ikke kendt for et flammende temperament.

Men torsdag slog det alligevel klik for Gabon-angriberen.

Og vreden blev rettet mod hans tidligere chef - Borussia Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke.

Den åbenmundede tysker havde nemlig tirsdag sendt en kradsbørstig svada af sted mod Aubameyang  i avisen Süddeutsche Zeitung.

»Aubameyang, som storspiller for Arsenal, bliver nok varm om hjertet, når han tjekker sin bankkonto, men på onsdag vil han være trist, for der må han nøjes med at se Champions League i fjernsynet,« sagde Watzke med henvisning til, at Arsenal - i modsætning til Dortmund - igen i år må nøjes med Europa League-fodbold.

Det var alligevel for meget at tage ind for 30-årige Pierre-Emerick Aubameyang, der røg på Twitter for at tage til genmæle.

»Det er bedst for dig, at jeg ikke taler om den virkelige grund til, at jeg forlod Dortmund, hr. Watzke. Du er en klovn.«

»Jeg husker dengang, du sagde, at vi aldrig ville sælge Ousmane (Ousmane Dembelé, der nu spiller i Barcelona, red.), men da du så mere end end 100 millioner, var du den første til at tage pengene. Ikke tal om penge, vær så venlig! Lad mig være i fred, vær så venlig,« skriver Arsenal topscorer.

Pierre-Emerick Aubameyang spillede i Borussia Dortmund fra 2013 til 2018 - og han scorede mereend 100 mål for de sortgule.

Arsenal møder torsdag aften Standard Liege i Europa Leagues gruppespil.