Pochettino træt af beslutning: 'Det var en kæmpe fejl'

Tottenham kan blive svækket, hvis en klub køber Christian Eriksen, og det er Mauricio Pochettino sur over.

Christian Eriksen har under et år tilbage af sin kontrakt, og med to uger tilbage af transfervinduet i flere store europæiske lande er han en attraktiv spiller.

Det ved Tottenham-manager Mauricio Pochettino, som er ærgerlig over, at man forkortede det engelske transfervindue, så det lukkede 8. august - dagen inden sæsonstarten i Premier League.

De bedste engelske klubber kan ikke længere købe spillere, men de kan til gengæld fortsat sælge frem til 2. september.

»Jeg var ikke enig i beslutningen, men på det tidspunkt troede de, at det var det bedste for klubberne.«

»Men jeg tror, at Daniel Levy (bestyrelsesformand i Tottenham, red.) og mange andre nu har indset, at det var en kæmpe fejl,« siger Pochettino ifølge Reuters.

Pochettino har tidligere sagt, at han ikke ved, om Eriksen bliver i klubben eller ej.

Og Tottenham-manageren vil være bekymret for danskerens afgang i resten af transfervinduet, hvor blandt andet italienske, spanske og tyske klubber kan handle.

»Jeg håber, at de løser problemerne til næste sæson. Vi skal tilbage og arbejde på samme måde som i Europa, for det er meget vigtigt, når du skal konkurrere i Europa League eller Champions League.«

»Hold i Champions League kan skabe problemer for et hold som vores, og det er klart, at jeg ikke kan være tilfreds som træner, når andre klubber i Europa kan splitte mit hold ad.«

»For mig er det sund fornuft, og vi skal ændre det tilbage hurtigst muligt,« mener Tottenham-manageren.

Hvad der kommer til at ske med Christian Eriksen i dette transfervindue er endnu ikke på plads. Danskeren har - indtil videre - ikke forlænget sin kontrakt med Tottenham, og flere storklubber har været nævnt som danskerens kommende arbejdsgiver.

Inden transfervinduet lukkede i England, var det Manchester United, danskeren blev rygtet til, ligesom han i lang tid er blevet kædet sammen med Real Madrid.