Overlevede frygteligt flystyrt: Nu er fodboldreporteren Rafael Henzel død efter fodboldkamp

For knap to et halvt år siden overlevede han et frygteligt flystyrt. Tirsdag døde 45-årige Rafael Henzel af et hjertestop.

Den anerkendte brasilianske fodboldjournalist spillede fodbold i hjembyen Chapeco, da han blev ramt af et hjerteanfald.

Det skriver blandt andet BBC og CNN.

Henzel blev hastet fra fodboldbanen til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde, og tirsdag aften blev han erklæret død.

Rafael Henzel var et navn, det blev kendt rundt omkring i verden i dagene efter den 29. november 2016. Her var han ombord på et fly, der siden styrtede og dræbte 71 af de 77 ombord - herunder størstedelen af fodboldholdet Chapecoense, der var på vej til en kamp ved Copa Sudamericana.

Blot tre spillere overlevede, og det samme gjorde yderligere tre passagerer - herunder Rafael Henzel, der efterfølgende vendte tilbage til sit radio-job i Chapecó, og han har også udgivet en bog om ulykken, der var forårsaget af manglende brændstof.

Henzel, der brækkede syv ribben under styrtet, fortalte efterfølgende om den frygtelige dag til BBC.

»Da vi var ti til femten minutter fra at lande, gik motorerne ud, fordi flyet var løbet tør for brændstof. Jeg tog sikkerhedsbæltet på og tænkte, at motoren ville tænde igen efter et par minutter. Men det skete ikke,« fortalte journalisten, der ikke kunne huske selve styrtet.

Rafael Henzel dækkede Chapecoense meget tæt, og fodboldklubben har også udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med reporterens død.

»Chapecoense er meget kede af at høre nyheden om Rafael Henzels død tirsdag aften. I hans fantastiske karriere, skrev Rafael om Chapecoenses historie på en helt særlig måde,« skriver klubben, der kalder Henzel for et symbol på dens genopbyggelse.

»Vi ønsker af hele vores hjerter, at familien har styrken til at komme igennem endnu en svær tid og dette uerstattelige tab. Alle i Chapecoense føler med og beder for jer,« lyder det fra klubben.

Rafael Henzel skulle have dækket endnu en kamp med Chapecoense onsdag, men klubben har bedt om at få kampen udskudt som følge af dødsfaldet.