Niels Frederiksen afslører: Her er min Brøndby-plan

Niels Frederiksen kommer til at fokusere på de klassiske Brøndby-dyder, når han begynder som cheftræner i klubben.

Det siger Frederiksen, der i dag er U21-landstræner, i et interview på Brøndbys hjemmeside.

»Brøndby IF er et flagskib i dansk fodbold, så jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg skal ikke ind og revolutionere klubben, men videreudvikle ud fra det fundament, klubben står på i dag.«

»Brøndby IF skal fortsat spille underholdende og angrebsivrigt, og så har vi en fælles opgave i at sikre, at vores dygtigste talenter slår igennem, uden at vi gå på kompromis med vores sportslige målsætninger. Det er en opgave, jeg ser frem til at komme i gang med, og som jeg ikke er i tvivl om, at vi vil lykkes med,« siger 48-årige Niels Frederiksen.

»Ligesom fodboldspillet har udviklet sig igennem de sidste 20 år, har jeg også løbende udviklet mig som cheftræner. I dag er den type fodbold, jeg står for, hurtigt, angrebsivrigt og aggressivt i sit udtryk både med og uden bold – noget som nu er blevet væsentligt vigtigere for mig, end da jeg først blev skolet i fodboldens ABC for godt tyve år siden.«

»Vi skal presse vores modstandere, så de ikke er i tvivl om, at det er Brøndby IF, de møder, ligesom alle dem, der følger Brøndby IF, heller ikke skal være i tvivl om, at det her er deres klub. Det er, hvad strategien tilsiger, og det er præcis den måde, jeg i dag praktiserer min fodbold på.«

»Brøndby IF er en klub, som ikke kan læne sig tilbage og afvente, at lykken tilsmiler os i Superligaen, mens vi arbejder med talenterne i kulissen. Vi kommer til at arbejde benhårdt på at indfri vores sportslige målsætning om en top 3-placering ved udgangen af året, hvilket jeg absolut mener, er realistisk med det spillermateriale og sportslige budget, vi har til rådighed,« fortsætter Niels Frederiksen.

Før han har første arbejdsdag i Brøndby, skal Niels Frederiksen til EM i Italien og San Marino med U21-landsholdet.

Dermed bliver det assistenterne Martin Retov – der har ageret midlertidig cheftræner siden februar – og Jesper Sørensen, som skal styre tropperne i første omgang.

»Trænerteamet, vi får omkring Superliga-truppen, besidder en stor erfaring, og deler samme fodboldsyn. Vi vil fremad på banen og vinde kampe. Spillerne møder ind den 19. juni, hvor jeg er til U21-EM i Italien. Vi har lagt en god plan for, hvad der skal ske i de første træningspas, som trænerteamet vil stå for, hvor grundformen bygges op, og så starter jeg dagen efter U21-landsholdets sidste kamp til U21-EM,« siger Frederiksen.

Niels Frederiksen har fået en toårig kontrakt i Brøndby, og selvom det umiddelbart lyder som en kort kontrakt, så er der intet odiøst i det ifølge træneren selv.

»I vores dialog om cheftrænerrollen i Brøndby IF har vi hele tiden haft udgangspunkt i klubbens strategi. Vi har været enige om, det vigtigste for alle parter er, at vi skulle have fokus på den næste fase af strategien, og derfor har vi vurderet, at en 2-årig aftale i første omgang er passende,« siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.