Nicki Bille fortæller alt i ny tv-serie

Nicki Bille siger det selv, helt ærligt. Hans liv op til den næsten-fatale skudepisode i december 2018 var eskaleret voldsomt. På den forkerte måde.

»Der var meget druk, og jeg stak af fra mine problemer. Jeg drak og tog stoffer næsten hver dag. Det gik fuldstændig galt faktisk,« siger han.

Det gør han i en ny dokumentarserie på TV 2 Play.

Her fortæller fodboldspilleren, der i seneste år har ramt overskrifterne for meget andet end lige netop spillet med den runde kugle, for første gang om den aften, han blev skudt i højre arm. Det var onsdag 26. december 2018.

Her fortæller Nicki Bille, hvordan en 'paranoid' kammerat til en fest i fodboldspillerens hjem havde medbragt et oversavet jagtgevær.

Det gik af og ramte den tidligere landsholdsspiller i armen, da han ville række ind over et bord for at tage en lighter.

Sagen er siden endt i en retssag, hvor en mand er blevet dømt for skudepisoden.

I dokumentarserien på TV 2 Play fortæller Nicki Bille for første gang om hændelserne den nat, der var 'tæt på at slå mig ihjel'.

Men i programmet følger man også hans liv i dag.

'I den nye serie på TV 2 PLAY følger man Nicki Bille i hans forsøg på at rette op på et turbulent liv. I serien får man et ærligt indblik i hans kamp mod hjemløshed, alkohol, stoffer og en udfordret økonomi. Og Nicki Bille deler også sin version af, hvordan hans liv udviklede sig fra en lovende fodboldkarriere til et liv fyldt med kaos,' skriver TV 2.