Monaco smider Henry ud i kulden

Den franske Ligue 1-klub Monaco har torsdag aften suspenderet deres træner, legenden Thierry Henry.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Klubben fortæller hverken, om Thierry Henry formelt er blevet fyret, eller hvad baggrunden for suspenderingen af træneren skyldes.

Soleklart er det dog, at resultaterne under Thierry Henry har været direkte håbløse. Klubben ligger lige nu næstsidst med 15 point efter 21 kampe.

Det er kun to år siden, at Monaco med Mbappé og flere andre stjerner spillede sig hele vejen i Champions Leagues semifinale, hvor Juventus dog blev en for stor mundfuld for det unge mandskab.

Siden har klubben haft svært ved at genfinde sin storform - blandt andet grundet de mange salg af unge talenter og etablerede spillere, der naturligt trak stor opmærksomhed til sig efter den flotte, europæiske kampagne.

Thierry Henry kom til Monaco, efter han under VM havde fungeret som assistenttræner for det Belgiske landshold.

Det bliver i stedet Franck Passi, der tager sig af Monacos træning fredag.