Medier: Lasse Schöne er blevet solgt

Ajax har allerede mistet en række stjerner i denne sæson - og nu ser de ud til at miste én mere.

Danske Lasse Schöne er ganske tæt på et skifte til italienske Genoa.

Den anerkendte transferjournalist i Italien, Gianluca Di Marzio, skriver på sin hjemmeside, at aftalen mere eller mindre er på plads mellem de to klubbe.

Den 33-årige landsholdsspiller skifter på en to-årig kontrakt til den italienske klub med en option på yderligere et år.

Også hollandske Algemeen Dagblad skriver, at Lasse Schöne er blevet solgt med de samme kontraktdetaljer.

I Genoa bliver han holdkammerater med landsholdskollegaen Lukas Lerager.

Lasse Schöne har spillet i Ajax i syv sæsoner og er med sine 286 officielle kampe den udlænging med flest spillede kampe for Ajax.

33-årige Schöne har spillet 45 landskampe for Danmark, hvor han især under Åge Hareide har bidt sig fast på den danske midtbane.

Lasse Schöne kom til Ajax fra NEW Nijmegen i 2012. Forinden spillede han i Lyngby, SC Heerenveen og De Graafschap.