Medie: Storklub melder sig ind i kampen om Eriksen

Bedst som det så ud til, at Christian Eriskens eneste seriøse bejler i dette transfervindue hed Inter, ser det nu ud til, at endnu en spiller har meldt sig ind i kampen om Eriksen.

Og der er langtfra tale om hvem som helst.

Ifølge Sky Sports har FC Barcelona budt Christian Eriksen og Inter op til dans.

Mastodontklubben har angiveligt forhørt sig omkring mulighederne for at hente den danske stjerne til Catalonien. Allerede i dette transfervindue.

Om forsøget lykkes vil tiden vise, men det virker en anelse sent for FC Barcelona. For Eriksen og Inter danser allerede meget tæt, og den catalanske storklubs forsøg på at score Eriksen i sidste øjeblik minder umiddelbart mere om en desperat fyrs forsøg på at løbe med en pige alt for sent på natten, der allerede er på nippet til at tage hjem med en anden.

Selvom der ikke er nogen aftale mellem Tottenham og den italienske storklub, er aftalen ifølge det engelske medie meget tæt på at være lukket.

Onsdag kunne Sky Sports berette, at Eriksen uventet dukkede op til et møde mellem Tottenham-bossen Daniel Levy og Eriksens agent Martin Schoots for at gentage ønsket om at skifte til Inter. Allerede her til januar.

Eriksen er enig med Inter om personlige forhold. Uenigheden ligger i, at Milano-klubben har budt knap 100 millioner kroner plus bonusser for Eriksen, mens danskerens nuværende klub kræver 150.

Nu er håbet i Italien, at tiden kan udnyttes for at få sænket prisen på den 27-årige midtbanespiller frem mod transfervinduets døende timer.

»Eriksen er en fantastisk spiller. Vi venter og er fortsat fortrøstningsfulde i forhold til en aftale,« har Inter-direktør Beppe Marotta tidligere udtalt, mens klubbens sportsdirektør offentligt har sagt, at der er budt på den klejne fynbo.

Sky Sports skriver også, at der arbejdes på højtryk for at lukke handlen så hurtigt som muligt, selvom der er afstand mellem de forskellige parter. Martin Schoots skulle angiveligt befinde sig London for at forhandle med Tottenham, mens en af transferens mellemmænd, Frank Trimboli, er i Milano.

Han er i øvrigt agent for Napoli-angriberen Fernando Llorente, som også rygtes til Inter.