Medie: Real Madrid-stjerne vil væk - nu

Keylor Navas vil ikke mere.

Målmanden er ikke tilfreds med tilværelsen som reserve i Real Madrid. Nu vil han væk.

Ifølge Marca, der intensivt dækker den spanske storklub, har Keylor Navas bedt klubben om at imødekomme hans ønske.

Det sker, fordi træner Zinedine Zidane tydeligt har gjort klart, at klubbens førstevalg i målet er Thibaut Courtois.

Og angiveligt skulle Real Madrid være villig til at lade Keylor Navas gå, så jagten på en afløser er så småt gået i gang, hvis han skulle finde sig en ny arbejdsgiver.

Sagen er dog en smule kompliceret.

Real Madrid vil ikke lade den 32-årige målmand fra Costa Rica gå gratis, da han stadig har kontrakt frem til 2021.

Samtidig har man allerede en fremtid backup (og førstemålmand?) i truppen. Det er den kun 20-årige ukrainer Andriy Lunin, der i denne sæson er udlejet til Real Valladolid.

Han vender tilbage om et år og er til den tid blevet lovet en plads i førsteholdstruppen. En ny andenmålmand skal i så fald kun være det midlertidigt.

Keylor Navas er netop gået i gang med sin sjette sæson i Real Madrid, men tiden i klubben har ikke været ukompliceret.

Han begyndte som reserve som Iker Casillas, fik siden rollen som førstemålmand efter år, hvorefter Real Madrid forsøgte at lade costaricaneren indgå i en handel med Manchester Uniteds David de Gea. Det gik dog i vasken i sidste øjeblik.

Allerede da Thibaut Courtois ankom for et år siden, røg Keylor Navas på bænken, men da Zinedine Zidane i løbet af efteråret vendte tilbage som træner i Real Madrid, gik tjansen i målet på skift mellem de to. Nu er det dog slut.