Medie: Nu er handlen på plads - Gareth Bale skifter til Tottenham

De seneste uger er spekulationerne taget til i styrke, og nu skulle den være god nok: Gareth Bale vender hjem til Tottenham.

Det skriver i hvert fald engelske Daily Mail.

Mediet afslører, at 31-årige Bale skifter fra Real Madrid til Tottenham på en etårig lejeaftale.

Aftalen skulle sikre den walisiske stjerne en årsløn på 13 mio. engelske pund - eller 105 mio. kr.

Ifølge Daily Mails oplysninger er det særligt Tottenham-manager Jose Mourinho, som har skubbet på for at få Bale til at vende hjem til klubben, hvor han senest spillede fra 2007-2013.

Her havde Bale så stor succes, at den hurtige offensivspiller blev købt af Real Madrid for cirka 700 mio. kr.

I den spanske kongeklub har Gareth Bale blandt andet været med til at vinde fire Champions League-titler og to spanske mesterskaber.

Men i de seneste sæsoner er han blevet mere og mere marginaliseret i Real Madrid, og siden Zinedine Zidane for halvandet år siden - igen - overtog tøjlerne hos ‘Los Blancos’, har flere medier berettet om, at franskmanden ville have Bale ud af klubben.

Nu ser det ønske altså ud til at blive opfyldt.