Medie afslører chokerende tal: Over 6500 migrantarbejdere døde i Qatar

6750 døde. Eller 12 nye dødsfald hver eneste uge.

Det er den chokerende virkelighed i Qatar, der for lidt over 10 år siden fik tildelt VM-slutrunden i fodbold. Siden har et hav af migrantarbejdere arbejdet i ørkenstaten, og det har har altså kostet næsten 7000 dødsfald fra bare fem forskellige lande.

Det skriver den engelske avis The Guardian tirsdag.

Med i avisen beregning er 'kun' arbejdere fra Indien, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka og Pakistan, og man mener derfor, at antallet af døde er langt højere, da lande som Filippinerne og Kenya, der også har sendt mange gæstearbejdere til Qatar, ikke er med i opgørelsen.

Tallet omfatter alle døde fra de respektive lande og ikke kun dem, der har arbejdet med eksempelvis at bygge VM-stadioner frem mod slutrunden, der skal afholdes næste år.

Men Qatar har og bygger fortsat at hav af hoteller, veje og endda også en helt ny by for at gøre klar til den store slutrunde, og derfor hænger begivenheden også uløseligt sammen med de chokerende høje dødstal.

»En meget stor andel af de migrantarbejdere, som er døde siden 2011, var kun i landet, fordi Qatar vandt retten til at afholde VM,« fortæller Nick McGeehan, der er direktør for FairSquare Projects, der beskæftiger sig med arbejderrettigheder i Golfen,« til The Guardian.

6750 døde er et langt højere tal end det, der tidligere er blevet beskrevet. Tidligere lød det på 4000 døde frem mod slutrunden, og derfor kommer afsløringen fra The Guardian som en stor og overraskende nyhed for mange.

De elendige arbejdsforhold for migrantarbejdere, Qatars brud på diverse menneskerettigheder og beskrivelser om korruption har alt sammen fået mange til at kalde på en boykot af slutrunden. Det gælder også herhjemme i Danmark.

Men den beslutning ligger ikke hos regeringen forklarede kulturminister Joy Mogensen (S), da hun i januar var i samråd om sagen.

»Regeringen ønsker helt generelt ikke at spænde idrætslivet for en politisk vogn ved at gå ind og være godkendelsesstempel i forhold til deltagelse eller ikkedeltagelse. Den vurdering må ligge hos idrætsorganisationerne,« sagde hun

Dansk Boldspil-Union har tidligere gjort det klart, at man ikke vil boykotte slutrunden.

»Vi truer ikke med at blive væk, men truer med at komme,« sagde direktør Jesper Møller blandt andet med henvisning til, at man vil fortsætte med at rejse til Qatar for at besigtige landets forhold og gennem dialog påvirke til forbedringer.

De 6.750 døde er langt over det tal, der typisk er blevet anvendt. Det var på 4.000 døde frem mod slutrunden. Derfor kommer dagens tal, som den britiske avis har fra de enkelte landes regeringer, som en ubehagelig overraskelse.

VM afvikles i Qatar fra 21. november til 18. december i 2022.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Dansk Boldspil-Union.