Manager afslører nyt om Eriksen-forhandlinger: 'Vi må se, hvad der sker'

Christian Eriksen er en vigtig mand for Tottenham.

Det understregede danskeren endnu engang tirsdag aften, da han blev matchvinder mod Brighton efter en tid, hvor rygterne om danskerens fremtid for alvor har svirret.

Efter opgøret satte Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, så ord på situationen, og her lyder det, at Christian Eriksen skulle være åben overfor at forlænge sin kontrakt.

»Jeg håber og ønsker, Christian er hos os i fremtiden. Vi er så åbne overfor at snakke, og vi må se hvad der sker,« sagde Pochettino efter kampen, skriver BBC.

Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber i sommeren 2020, men i den engelske klub vil de først fokusere på at slutte godt af.

»Det er tæt på sæsonafslutningen, og der er masser af tid til at tale efterfølgende. Det vigtigste nu, ikke bare for ham men alle spillerne, er at fokusere og forsøge at opnå de ting, vi gerne vil,« sagde Mauricio Pochettino.

Han har tidligere ikke lagt skjul på, at det er en lidt særlig situation, klubben står i med danskeren. Og det gentog ham efter tirsdagens sejr.

»Christian er også en særlig person. Timingen for ham i forhold til at blive enige om noget er måske anderledes i forhold til andre spillere,« lød det fra klubbens manager.

Der venter da også nogle spændende uger for den engelske klub. Tottenham er i semifinalen i Champions League, hvor Ajax venter i to opgør.