Liverpool ydmyger Jonas Lössl og co.

 

Jonas Lössl havde travlt - og nok også mere travlt, end han lige havde håbet.

Den danske målmand var taget med Huddersfield til Liverpool, og selvom hjemmeholdet var storfavoritter, havde allerede nedrykkede Huddersfield nok håbet at kunne yde lidt mere modstand, end det viste sig. 5-0 tabte Huddersfield med Jonas Lössl i målet og Mathias Zanka Jørgensen på bænken i hele kampen.

Og det gik stærkt. For allerede efter 16 sekunder lå bolden for første gang i kassen bag Jonas Lössl. Danskeren havde spillet en kort aflevering til Jon Stankovic, som var alt for længe om at spille den videre. Det udnyttede Liverpool.

Huddersfield var allerede inden kampen sikre på nedrykning, og holdet har efter 36 kampe kun hentet 14 point. Danskerholdet var ellers sidste sæsons store positive overraskelse, da de overlevede i Premier League.

Men det er slut nu, og i næste sæson skal Jonas Lössl, Mathias Zanka Jørgensen og Phillip Billing enten en tur med ned i The Championship eller finde sig nye klubber.

I den anden ende af tabellen sikrede Liverpool sig en forventet sejr, men de rødklædte er stadig afhængige af, at Manchester City snubler, hvis drømmen om et mesterskab skal blive til virkelighed.

Med en femmålssejr fik Liverpool dog hentet lidt ind på målscoren hos Manchester City. Lige nu er status, at Liverpool ligger nummer et med 91 point og en målscore på plus 62 mål efter 36 kampe.

Manchester City ligger nummer to med 89 point og plus 67 i målscore. Men de har til gengæld spillet en kamp mindre. Manchester City møder søndag Burnley.