Legende slår hårdt: ‘Eriksen giver ingen mening’

 

Nej tak til Christian Eriksen.

Så hård er udmeldingen fra Bayern München-legenden Lothar Matthäus, der foruden sin fortid i den sydtyske storklub nu også udtaler sig som expert for tyske Sky.

Christian Eriksens fremtid har været tungt debatteret i de seneste mange måneder, og mens Real Madrid på den spanske rygtebørs virker til at være varmeste bud på Eriksens næste arbejdsgiver, har tyske Sport1 fortalt, at også Bayern München er interesseret i den danske landsholdsstjerne.

Og det er netop det rygte, som Lothar Matthäus har svært ved at se meningen i.

»Jeg har fulgt ham i lang tid, og han har skuffet mig indtil videre i 2019. En transfer til Bayern vil ikke give nogen mening for mig, og det ville være meget overraskende,« siger Matthäus til Sport1.

Christian Eriksen har i starten af denne sæson ikke på samme måde været fast inventar, når Mauricio Pocchetino har sat sine 11 foretrukne hos Tottenham. Om det har skyldtes Eriksens manglende lyst til at sætte sin underskrift på en ny kontrakt eller Eriksens fodboldform, ved kun Tottenham-manageren.

Lothar Matthäus kigger dog udelukkende på det faktum, at Eriksen er startet ude i tre ud af otte Premier League-kampe og ikke mindst i den Champions League-kamp, som Tottenham tabte hele 2-7 på hjemmebane til netop Bayern München.

»Hvis han ikke er god nok til Tottenham, er han ikke god nok til Bayern. Uli Hoeness har også sagt, at Bayern ikke har brug for reserver,« lyder det fra Lothar Matthäus.

Christian Eriksen har til vinter et halvt år tilbage af sin kontrakt med Tottenham, og mens den engelske klub ifølge flere engelske medier ønsker at give Eriksen en ordentlig lønforhøjelse, står Real Madrid altså klar til at betale Eriksen ud af kontrakten allerede til januar, hvis man skal tro spanske medier.

Og så er der de tyske, der også taler om en Bayern München-flirt. Men det bliver næppe Lothar Matthäus, der fuldbyrder sådan et ægteskab.

»Eriksen er en fin tekniker - en typisk nummer 10. Men han er for langsom, og Niko Kovac kan godt lide hurtige spillere,« siger Matthäus og stikker endnu mere til Eriksen.

»I mine øjne er Eriksen ikke den type spiller, der gør hele forskellen på det højeste niveau, så koncentrer jer om at købe Kai Havertz næste sommer, og så har I stadig Philippe Coutinho, der spiller godt som nummer 10. Glem heller ikke Müller, der kan spille alle de offensive positioner, og som man ikke må opgive. Jeg holder fast i, at Eriksen ikke giver nogen mening for mig.«