Lasse Vibe skifter fra Kina til IFK Göteborg

Angriberen Lasse Vibe er tilbage i IFK Göteborg, hvor han havde stor succes fra 2013 til 2015.

Lasse Vibe - her for Brentford - er tilbage i svensk fodbold. Tony O''brien/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Gøteborg. Fodboldspilleren Lasse Vibe er tilbage i IFK Göteborg, hvor han tidligere har haft stor succes.

Det oplyser den svenske klub på sin hjemmeside. Desuden bliver Vibe præsenteret på et pressemøde onsdag.

Vibe, der er hentet i den kinesiske klub FC Changchun Yatai, har skrevet under på en etårig kontrakt, hvor der er indbygget option på yderligere et år.

Den 32-årige angriber tørnede ud for IFK Göteborg fra 2013 til 2015 og blev i 2014 topscorer i Allsvenskan med 23 mål.

I 2015 skiftede han til engelske Brentford, hvorefter karrieren sidste år bragte ham videre til Kina.

I Danmark spillede Vibe for AGF, FC Fyn, FC Vestsjælland og Sønderjyske, hvor han fik sit gennembrud.

Vibe debuterede på Danmarks A-landshold i 2014 og er noteret for 11 kampe og 1 mål på landsholdet. Den seneste var mod Tyskland i 2017.

/ritzau/