Kongen af Champions League flyver højt

34-årige Cristiano Ronaldo kan stadig nå den fjerde Champions League-titel på stribe, efter at han med et hattrick sikrede Juventus avancement til kvartfinalerne i mesterligaen, hvor forsigtighed er blevet afløst af vildskab og uforudsigelighed.

Cristiano Ronaldo fejrer sit andet mål i kampen mod Atlético Madrid på Juventus' hjemmebane i Torino. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARCO BERTORELLO

Kort tid efter at Cristiano Ronaldo tirsdag aften havde scoret det første af sine tre mål, og troen havde afløst håbet blandt Juventus' fans, som hoppede og dansede og hujede, sendte Mario Mandzukic et indlæg ind i Atlético Madrids boks.

Han havde fejlbedømt skuddet en smule. Det var nok en håndsbredde for højt for hans mål, holdkammeraten Federico Bernardeschi, og måske også en halv meters penge bag ham. Det var lige meget. Det var blot en enkelt chance, som ikke blev udnyttet. Der ville hurtigt komme en ny.

Bernardeschi havde imidlertid ikke tænkt sig at give op så let. Han justerede sit tilløb, drejede i kroppen, satte af med højre fod og sprang op, så han ramte bolden perfekt med venstre fod.

Det ville have været et brag af et mål – et af dem, der mere hører hjemme i et computerspil eller en tegneserie. Nu strøg det uden om Jan Oblaks mål, men hjemmepublikummet i Torino godtede sig fornøjet over, hvad det kunne være blevet til.

Det blotte forsøg var fantastisk. Et skud med så lille en chance for at lykkes, som samtidig krævede en sådan grad af vision, teknik og timing, at enhver fodboldanalytiker ville afvise det. Ikke ulejligheden værd. De fleste spillere ville også have afskrevet tanken, hvis den da overhovedet var faldet dem ind.

At Bernardeschi ikke gjorde det, siger en hel del om ham, naturligvis – det var en præstation, der vidnede om beslutsomhed og ambition plus en hel del teknisk kunnen – men det giver også et indblik i karakteren af den moderne Champions League.

Det er nemlig svært at karakterisere tirsdagens begivenheder i Torino som en seismisk rystelse. Javist, Juventus kom tilbage efter at have tabt den første kamp 2-0 på udebane og vandt her 3-0 og er dermed klar til kvartfinalerne.

Og ja, Atlético Madrid har længe været anset for den mest hårdnakkede modstander, sportens store uflyttelige kommode, men her sank holdet sammen. Cheftræner Diego Simeones spillere overgav sig til deres skæbne uden de store armbevægelser.

Naturligvis virkede Juventus' videre færd i Champions League usandsynlig, men den føltes aldrig umulig, heller ikke før kampen. Og det skyldes for en stor del Cristiano Ronaldos tilstedeværelse.

Juventus hentede ham til klubben, fordi ledelsen betragtede ham som det nærmeste, man kan komme en garanti i denne turnering. Han havde trods alt vundet mesterligaen med Real Madrid de seneste tre år i træk – og været turneringens topscorer de samme tre år.

Et studie i vilje. Cristiano Ronaldo efter sin scoring på straffespark – igen sammen med Federico Bernardeschi. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERTO LINGRIA.

Men inden returopgøret mod Atlético Madrid havde Cristiano Ronaldo kun scoret et enkelt mål i de seneste ni kampe i Champions League. Og som det har været tilladt de senere år, gav det også denne gang anledning til overvejelser om, hvorvidt hans tid som målmaskine var ved at være omme.

Svaret er nej, viste det sig. Dette er hans scene.

34-årge Cristiano Ronaldo bliver vakt til live, når hele verden ser med, og der er en chance for at blive en helt. Han næres af det. Så naturligvis ville han score de mål – to hovedstød – der udlignede Atléticos føring. Og hvem ellers, hvis jeg må spørge, skulle tage det straffespark, som sendte træner Massimiliano Allegris hold videre kort før tid?

Men det var ikke kun den selvtillid, der følger med at have den spiller, som næsten uanset, hvordan man vender og drejer det, er den største i Champions League nogensinde, der gav næring til Juventus' fortrøstning.

Allegris spillere skulle bare huske tilbage på, hvad der skete i sidste uge, da Ajax sendte Real Madrid ud af turneringen efter at have tabt den første kamp hjemme. Eller Manchester United, der gjorde det samme ved Paris Saint-Germain.

Og det er bare de seneste eksempler. Sidste år lykkedes det AS Roma at komme tilbage efter at have været bagud med tre mål mod selveste FC Barcelona. Juventus selv tabte dengang til Real Madrid i Torino, men nåede at skaffe sig en tremålsføring på Santiago Bernabéu, før et sent straffespark fik tårnet til at styrte sammen.

Og så det mest bemærkelsesværdige comeback af dem alle tolv måneder tidligere: Barcelonas 6-1-sejr over Paris Saint-Germain, der slettede nederlaget på 4-0 i den første kamp. Sergi Robertos scoring i det allersidste af de 180 minutter ydmygede et af de dyreste hold, der nogensinde er samlet.

Det er værd at spørge sig selv om, hvorfor den slags resultater forekommer, og hvorfor en turnering, som tidligere var karakteriseret af forsigtighed, er blevet så kaotisk.

Massimiliano Allegri var nu ikke indstillet på at forklare noget som helst tirsdag: »Den slags har altid forekommet,« sagde han. Han medgav dog, at kvaliteten af holdene og fornemmelsen af en ny chance selv efter et første nederlag kan have noget at sige.

Og måske har alle de nævnte fortilfælde også overbevist spillerne om, at der ikke er noget, der hedder en tabt kamp.

Men det er kun én side af fortællingen, nemlig vinderens. Hvad kan forklare den enorme forskel i præstationen over to kampe for det tabende hold: for Atlético og Real Madrid og Paris Saint-Germain? Er det selvtilfredshed, er det den langsomt sivende energi hos den tabende part? Er det udtryk for en eller anden afgørende fejl? Er det en iboende respekt for Fortællingen med stort F?

Eller har det, som Crystal Palaces Luka Milivojevic udtrykte det tidligere på sæsonen, noget med selve udfordringen at gøre?

Et hold som Lyon, forklarede han, formår at give en modstander som Manchester City kamp til stregen i Champions League, men ville ikke kunne gøre noget tilsvarende i den hjemlige liga, fordi det er vant til at have initiativet. Udgangspunktet er her, at man har bolden.

Det gælder for de fleste af holdene i Europas topturnering: De er ikke vant til at afgive kontrollen.

Det gør kampene langt mere åbne, langt mere spændende og kaotiske. Når en modstander kan vriste initiativet fra et boldførende tophold, bliver det så meget mere sårbart. Spillerne bliver sat i en situation, de ikke har megen erfaring med, og de viser sig et langt stykke ad vejen værgeløse.

Måske er det dette forhold, som har præget den seneste tids Champions League, hvor alt kan ske, hvor »usandsynlig« ikke er nok, og »umulig« ikke rigtigt gælder.

Hvor det er umagen værd at yde noget, uanset hvor usandsynligt umuligt det måtte forekomme.

Oversættelse: Lars Rosenkvist