Klub undrer sig: Har ikke set skyggen af Nicki Bille i tre uger.

 

Det vakte opsigt, da den skandaleombruste fodboldspiller Nicki Bille skrev under på en kontrakt med den storsatsende Danmarksserie-klub Ishøj IF.

Københavner-klubben skulle være med til at genrejse Bille og redde en fodboldkarriere, der var ved at gå op i hat og briller.

Den plan er langt fra lykkes. Langt fra! Det fortæller sportsdirektør i Ishøj IF, Murat Kutuk, til Tipsbladet.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så går det ikke så godt. I starten kom han til træning, men nu har jeg ikke set skyggen af ham i tre uger. Jeg har set på Instagram, at han vist nok løber lidt, men jeg ved ikke så meget.«

»Jeg har SMS'et med ham nogle gange, og hver gang skriver han "jeg kommer, jeg kommer", men det gør han ikke. Han kommer i hvert fald ikke til at spille kampe for os i år, siger Murat Kutuk, der er sportsdirektør i Ishøj IF.«

Nicki Bille stod mandag frem på Instagram og afslørede, at han for at tøjle sit alkoholmisbrug er kommet på antabus.

31-årige Nicki Bille har i de seneste år været indblandet i flere dramatiske sager - blandt andet er han blevet anholdt på Strøget efter at have truet en mand med en luftpistol. Og så blev han skudt i sin egen lejlighed - det var tæt på at koste ham livet.

Bille har tidligere spillet på det danske landshold - og han har optrådt i klubber som FC Nordsjælland, Villarreal, Rosenborg og Esbjerg.