Irsk stjerne langer ud efter Eriksen: 'Det havde jeg aldrig gjort'

De irske spillere får ingen problemer med at motivere sig selv til dredagens EM-kvalifikationskamp mod Danmark i Parken.

På torsdagens pressemøde blev Irlands Everton-spiller Seamus Coleman mindet om, at Christian Eriksen efter de to nationers seneste møde i Aarhus brokkede sig over, at irerne virkede bange for Danmark.

Og den kommentar havde tydeligvis irriteret irerne.

»Det er aldrig rart at høre andre spillere tale ned om ens hold. Men det er deres måde at agere på, og det kan være en stor motivation for os,« lød det fra Seamus Coleman.

»Personligt ville jeg aldrig tale skidt om andre spillere. Men det kan også være en motivation, og vi er klar til modbevise ham.«

»Men jeg bekymrer mig meget mere om at imponere de irske fans frem for at imponere de danske spillere.«

Det blev også fremhævet, at Thomas Delaney havde kaldt Irland for ’det mest irriterende hold at spille mod’.

Det tog den irske landstræner, Mick McCarthy, med stor ro.

»Jeg tvivler på, at det var et kompliment. Men jeg håber, at vi er lige så irriterende for ham i morgen,« sagde Mick McCarthy.