Internettet griner af Manchester United: Laver kontraktbommert

 

Torsdag offentliggjorde Manchester United, at man har forlænget kontrakten med klubbens franske angriber Anthony Martial, så den gælder til sommeren 2024.

Spørgsmålet er så bare, om franskmanden reelt også har sat pennen på en rigtig kontrakt.

På Twitter bliver der nemlig grint af den kontrakt Anthony Martial har foran sig på det billede, Manchester United har delt på sin Instagram-profil.

Kigger man nærmere på kontrakten, så giver det, der står på papiret, nemlig ingen som helst mening. Se bare her.

Men der er nu en god forklaring bag, hvorfor Anthony Martials 'kontrakt' ser ud, som den gør. Indholdet i klubbernes aftaler med spillerne vil de som oftest gerne holde private.

Det er heller ikke første gang, at en spiller er blevet taget i at sidde med et helt almindeligt stykke papir. Nogle gange har det sågar været et helt almindeligt stykke hvidt A4-papir, der ligger på bordet foran en ny spiller.

Anthony Martial udtalte tidligere onsdag, at han var glad for at forlænge sin kontrakt. Og netop forlængelsen har Manchester Uniteds midlertidige manager Ole Gunnar Solskjær en stor andel i.

»Jeg vil gerne takke Ole og hans stab for deres tro på mig - og for at hjælpe mig med at løfte mit spil. Manchester United er en klub, hvor alt handler om at vinde, og jeg er sikker på, at det næste trofæ ikke er langt væk,« sagde Martial, da han præsenterede sin forlængelse.