Inter-boss afviser Eriksen-forhandlinger

Hvad byder fremtiden på for Christian Eriksen?

Spørgsmålet er endnu ikke blevet besvaret, men senest er Inter blevet nævnt som en stor bejler.

I den italienske klub fortæller direktøren, at Christian Eriksen er interessant, men der har ikke været kontakt med Tottenham.

»Inter bliver tit sat i forbindelse med spillere af høj kvalitet, og det er vi smigrede over, men vi har ikke haft kontakt med Tottenham,« siger Beppe Moratto til Sky Sports Italia.

Det var den italienske journalist, Gianluca Di Marzio, der på sin hjemmeside skrev, at Serie A-klubben havde indledt samtaler med fynboens repræsentanter.

Men det afviser Beppe Moratto, der dog roser den danske landsholdsstjerne, som han udmærket godt kender til.

»Eriksen er en meget talentfuld spiller, det behøver jeg ikke fortælle jer, og han er fri til juni. Jeg tror, mange klubber er interesserede. Han er en interessant spiller, men jeg vil ikke stå her og fortælle jer, at vi er i kontakt med ham eller hans agent,« siger Moratto.

Christian Eriksen er stadig på kontrakt med Tottenham, men denne udløber til sommer. Og hvis den engelske klub skal gøre sig forhåbninger om at tjene på den danske midtbanestjerne, skal han afsted i denne måned. Ellers kan han smutte gratis til sommer.

Rygterne om Christian Eriksen og Inter har været der de sidste uger, men tidligere mandag lød det så, at der kunne komme en rival i vejen for skiftet.

Ifølge italienske Corriere dello Sport er Inter-træner Antonio Conte mere interesseret i at hente en anden kandidat til midtbanen: Arturo Vidal. Også det rygte kommenterede Beppe Moratto på mandag aften.

»Vi har kontakt med mange agenter og klubber for at gøre kvaliteten i truppen bedre, end den allerede er. Vi har endnu ikke draget nogle konklusioner, for vi vil gerne tage det roligt og tage de rigtige beslutninger - også selvom det kunne betyde, at vi slet ikke skriver under med nogen,« sagde Moratto, der dog slog fast, at klubben er på udkig efter blandt andet en midtbanespiller.

Christian Eriksen ankom til Tottenham i 2013. I denne sæson er det blevet til tre mål i 22 kampe.