Hareide tog vigtig snak med Dolberg: Han spiller ikke nok

Kasper Dolberg strålede om kap med sit eget smil. Eller. Han overstrålede det vist relativt meget med sine to mål og sin generelle indsats mod Georgien.

Han viste det, som de fleste danske fodboldfans har set i glimt og sukket efter i adskillige landskampe med en tam dansk offensiv.

»Man kan godt sige, at det var et lille gennembrud, hvis man måler ham på mål. Landsholdsfodbold er specielt. Man skal tage chancen, når man får den. Jeg er meget glad for Dolbergs mål. De bliver målt på det, og det er svært at være 9’er på det danske landshold. Jeg er glad for Nicolaj Jørgensen også. Han var topscorer i Holland for to år siden,« siger Åge Hareide.

Landstræneren stejlede et par gange, da han blev spurgt til sine nye eksperimenter, og han mente absolut ikke, at der var noget nyt i at ændre på fire pladser i startopstillingen i 5-1-sejren over Georgien.

Ros til Dolberg var der dog. Og Åge Hareide kom måske eller måske ikke til at afsløre, at han havde haft en vigtig samtale med Kasper Dolberg under denne landsholdssamling.

»Jeg har talt med Dolberg om det. Han har ikke nok kampe,« sagde Åge Hareide.

Den danske landstræner ville dog ikke fortælle for meget om den samtale, og han trak hovedet tilbage i skjoldet, da han blev spurgt til, om han mente, at Dolberg skulle finde et andet sted med mere spilletid.

»Jeg ved det ikke. Nogle spillere spørger mig til råds, og andre spørger mig ikke, men jeg blander mig ikke. Vi har et godt forhold til Ajax. Vi har to spillere der, og vi kan ikke komme og sige, at de skal skifte. Det er klubben, Dolberg og agenten, der skal lave det arbejde. Jeg er bare tilfreds med, at spillerne spiller.«

»Kasper udvikler sig. Han er mere moden, og det er kun skader, der har holdt ham væk fra mere spilletid i Ajax. Han spillede i semifinalen i Champions League, så der må være tro på ham. Forhåbentlig kan han nu starte sæsonen og blive den faste angriber i Ajax. Det vil hjælpe hans karriere og hjælpe os,« siger Hareide.

Åge Hareide mente, at de danske angribere er under et stort pres. Et pres fra fortidens store angribere som Preben Elkjær og såmænd også Jon Dahl Tomaason, der i dag er Hareides assistent.

»Det er historikken. Der har været et hav af gode angribere i dansk landsholdsfodbold gennem mange år. Jeg har selv spillet mod nogle af dem, så jeg ved det. Min assistent var også 9’er, og måske kan Kasper Dolberg lære lidt af ham. Jeg tror, at Nicolai og Kasper Dolberg bliver endnu dygtigere, end de er,« siger Hareide.

Danmark går nu på sommerferie med fem point efter tre kampe i EM-kvalifikationsgruppen.