Guardiola droppede stjerne: 'Vi aner ikke, hvad han har taget'

Én stjerne glimtede ved sit fravær søndag aften, da Liverpool og Manchester City mødte hinanden.

Riyad Mahrez. Og selvom meningen var, han skulle spille Community Shield-kampen, blev han alligevel udeladt helt bevidst.

»Riyad ringede til mig, efter han var blevet mester med Algeriet og sagde 'jeg kommer tilbage om ti dage, jeg vil spille mod Liverpool,« fortalte Pep Guardiola efter kampen til BBC.

Beskeden i telefonen glædede Manchester City-træneren, der hellere end gerne ville have 28-årige Riyad Mahrez tilbage i sin trup. Men der var et problem.

For under landsholdssamlingen fik Riyad Mahrez noget medicin. Det i sig selv er som udgangspunkt ikke ulovligt, men i den engelske klub havde de ingen anelse om, hvad angriberen havde fået.

»Vi aner ikke, hvad han har taget i forhold til medicinen. Det var derfor (han ikke spillede, red.). Det var i forhold til dopingkontrollen. Det var en risiko, fordi lægerne ikke vidste det. Derfor var han ikke i truppen,« sagde Pep Guardiola efter sejren over Liverpool.

En sejr, der kom i hus efter straffesparkskonkurrence, efter kampen sluttede 1-1 i ordinær spilletid. Herefter vandt Manchester City straffesparkskonkurrencen med 5-4, og det var altså uden Riyad Mahrez på banen.

Pep Guardiola håber dog på at have ham tilbage, når Manchester City møder West Ham.