For fodboldens skyld

Champions League-finalen mellem Liverpool og Tottenham er ikke blot endnu et opgør i fodboldens endeløse kampkalender. Det er et vigtigt nedslag i en generationsfortælling.

Fans poserer ved siden af Champions League-trofæet forud for finalen og skaber deres eget fodboldfikspunkt, uanset hvem der vinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

Europa Cup-finalen for mesterhold bliver naturligvis spillet en onsdag aften og af navnets naturlige grund mellem to hold fra to forskellige lande med fortrinsvis Ajax Amsterdam, Bayern München, Liverpool, Borussia Mönchengladbach, Leeds eller Nottingham Forest i finalen. Skærmen er sort-hvid og i logisk 4:3-format, som nu engang er den beskæring, man viser fodboldkampe i.

Sådan har vi hver især vores kærkomne reference – gerne fra de der tidlige teenageår, hvor en enkelt fodboldkamp kunne brændemærke det meste af en opvækst eller det modsatte, hvis det gik godt. Det gjorde det eksempelvis ikke for Europas bedste spiller i 1977, selv om Allan Simonsens forrygende scoring til 1-1 bag Liverpool-keeper Ray Clemence nok nærmest var udslagsgivende for selvsamme kåring, men 3-1-nederlaget til Liverpool desto mere smerteligt for sådan en påvirkelig 13-årig som mig, der nok havde brug for en kæreste, men mest af alt en sejr til Mönchengladbach.

Fodbold er fikspunkter for livstid, som enkeltstående fodboldkampe eller finaler formår at etablere. Liverpool-fans har deres finalefikspunkter igennem mesterholds- og Champions League-historien at klamre sig til. Både de sensationelle som i 2005 mod Milan, de mange finalesejre i det hele taget, ditto nederlagene så sent som sidste år til Real Madrid og den sønderknusende katastrofale af slagsen med tragedien på Heysel mod Juventus i 1985.

Tottenham med danske Christian Eriksen som midtbaneomdrejningspunkt har til gengæld ikke en eneste hjerteknuser at forholde sig til i det allerfineste finaleselskab. Såmænd nok knuste hjerter i alle de mislykkede forsøg på at nå dertil, men at stå i en Champions League-finale er i sig selv et nyt fikspunkt for London-klubben med det nye stadion som et andet. En ny æra, som end ikke en tabt finale til Liverpool hen under midnat på Wanda Metropolitano i Madrid i aften helt kan fjerne storheden i.

To titelløse trænere

Og så alligevel. Fire engelske hold i de to europæiske finaler i løbet af fire dage tager lige toppen af den transeuropæiske begejstring. Lillebrorudgaven, de forsmåedes Europa League-finale i onsdags mellem Chelsea og Arsenal, havde stort set alt det, fodbolden ikke nødvendigvis har brug for.

Et atmosfæreforladt atletikstadion i udørkenen i diktaturstaten Aserbajdsjans hovedstad, Baku, uoverkommelig fanrejselogistik, politiske undertoner, der tvang Arsenals armenier, Henrikh Mkhitaryan, til at blive hjemme af sikkerhedsgrunde. UEFA-økonomisk netværksoptimering i den for de store klubber nedprioriterede reserveholdsturnering med en dansker som eksemplet i skikkelse af Andreas Christensen, der kunne løfte pokalen for Chelsea efter en overbevisende 4-1-sejr. Andreas Christensen har spillet næsten samtlige minutter i Europa League, men ikke været førstevalg til startformationen i Premier League.

I aften mødes to anderledes optimerede trupper, der efter to af de vildeste semifinaler i Champions Leagues levetid sætter alt ind på den største triumf. To titelløse managere, Jürgen Klopp og Mauricio Pochettino, med milliardbudgetternes snarlige krav om pokaler. Gerne den med de store ører frem for den slukøredes tilbagetrækning til endnu en halvtung sæsonforberedelse og bedre held næste gang. To trupper i kamp for endnu et fikspunkt i fodboldens fortælling. Den fortælling, både aktører, iagttagere og fans kæmper kampen for at holde fast i. I kernen. Som TV-udbyderne også kæmper for at holde fast i.

Fokuserer på kernen

Tag bare TV3's Champions League-studievært Peter Grønborg, der i ugens løb i en promotion-optaktsvideo til finalen var kommet i fiktive og karikerede kløer på sin ungdommelige SoMe-afdeling. Mødelederen lægger ud: »Jeg tænker følgende: Facebook – passé, Instagram – ingen bruger det mere, det nye: selfiesmash. Der har vi en platform, vi skal erobre. Vi vil forsøge at lave en strategisk oplevelsesbaseret formidling på det her event, som ligesom styrker helhedsforståelsen for den enkelte seer.«

Og videre i den dur med brainstormens tiltænkte facetracking og kaninører på de to holds trænere, der lige kræver en kaffe på papbæger foran på bordet, som studieværten med de rullende øjne må spytte ud igen: »Det er en skinny cinnemon chai chino,« konstaterer sidemanden. Grønborg forsøger sig med, at der mangler et eller andet, må have luft, ud på toilettet, hvor drengen i ham taler tilbage i spejlet, så han kan vende tilbage til mødelokalet i veloplagt raseri: »Nu skal jeg fandenedeme fortælle jer, hvad det her handler om. Det handler ikke om kaninører, farvefiltre, skinny tarantino eller hvad helvede, det hedder. Det handler om fodbold, for fanden. Vi behøver da ikke sminke noget, der er så fantastisk i sig selv. Jeg synes, I skal smutte ud til jeres distortion ... I kan glemme det«.

Alt imens TV3 sætter alle kommercielle sejl til i kampen for at få finalen ud over seerrampen med optaktsanalyser og eksperter i alle afskygninger, nu også på den tiltrængte ligestillingsfront med en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere Pernille Harder som fremtidig fast tilknyttet ekspert. Ej at forglemme betting-indpakningens dertilhørende reklameblokke og ticker-spilforslag i bunden af skærmen undervejs. For retten til at vise os og skabe et himmelråbende dyrt fodboldfikspunkt kræver i sagens natur sin finansiering.

Slut med mestre mod mestre

Men så længe selve fodbolden driver fortællingen, lever vi også med markedskræfternes TV-pakker. Vi ved jo godt, at det for længst er slut med mestre mod mestre, nationer mod nationer eller i det hele taget klubnationalitet mod klubnationalitet – ud af onsdagens 22 spillere i startopstillingerne på de to engelske mandskaber var blot en enkelt englænder.

Vi ved godt, at der snart kommer to lørdage i en uge, fordi UEFA-magteliten går efter de nationale ligaers terminer og en lukket Champions League for de største klubber.

Vi ved også, at vi stadig kan tryllebindes i 90 minutter. I aften sågar igen med en dansker i hvid klubdragt. Som dengang i 1977. Ikke i sort-hvid, ej heller i 4:3-format, men for fuld farvepatron og storskærm. Jeg stiller mig selv foran den i Tivoli sammen med mine to teenagedøtre. Fodbolden er ikke historieløs – den er en generationsfortælling.