Firmino og Mané holder Liverpool tæt på Manchester City

Liverpool holder snor i Manchester City i toppen af den engelske Premier League efter en sejr over Burnley.

Liverpool-angriberen Mohamed Salah var søndag med til at vinde hjemme over Burnley i den engelske Premier League. Paul Ellis/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Manchester City har overtaget tronen i Premier League, men Liverpool er fortsat helt med fremme i kampen om det engelske mesterskab.

Det lykkedes Liverpool at vinde 4-2 hjemme over Burnley søndag eftermiddag, og det betyder, at holdet er lige efter City på førstepladsen.

Liverpool har på andenpladsen 73 point efter 30 kampe, mens City på førstepladsen har et enkelt point mere.

Burnley nåede dog at være foran 1-0 på Anfield på et mål efter blot seks minutter, der måske burde være annulleret.

I hvert fald blev Liverpool-målmanden Allison holdt kraftigt nede af en Burnley-spiller, da brasilianeren ville hoppe op efter bolden ved et hjørnespark.

Og så var det en nem sag for Burnleys midtbanespiller Ashley Westwood at heade bolden i det tomme net fra tæt hold.

På ti minutter i midten af første halvleg lykkedes det Liverpool at vende kampen på hovedet.

Efter 19 minutter udlignede den målfarlige Liverpool-angriber Roberto Firmino til 1-1 efter et koks i Burnleys forsvar.

Ti minutter senere bragte Sadio Mané Liverpool foran med 2-1, da han udnyttede endnu et koks i udeholdets forsvar.

Flere mål blev der ikke scoret i de første 45 minutter, men i anden halvleg øgede Firmino føringen til 3-1 med sit andet mål i opgøret efter 67 minutter.

Burnley nåede dog at skabe spænding helt til slut, da Johan Gudmundsson reducerede til 2-3 et minut inde i overtiden.

Udeholdet pressede derefter alt frem, og det gav Liverpool en kontramulighed.

Mané udnyttede chancen til at lukke kampen med målet til 4-2 tre minutter inde i overtiden.

/ritzau/