FCK-keeper er rejst til Brescia for at forhandle kontrakt

Finske Jesse Joronen kan snart være fortid i FCK og Superligaen. Han forhandler med Serie A-oprykker.

Jesse Joronen kan snart være fortid i FC København. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

FC København-keeper Jesse Joronen er rejst til Italien for at forhandle en kontrakt på plads med Brescia.

Det siger Solbakken ifølge bold.dk til fanmediet Copenhagen Sundays.

- Han har fået lov til at rejse til Italien for at forhandle sin personlige aftale, og hvis det går i orden, så er der vel et lægetjek på vej, siger Solbakken til Copenhagen Sundays.

Solbakken slår dog fast, at et salg kun sker, hvis FCK finder en erstatning til målmandsposten.

- Hvis vi ikke får det, bliver der ikke nogen overgang, for vi skal ikke svække os så tidligt, siger Solbakken.

Også til B.T. udtaler Solbakken, at et salg er rykket tættere på. Solbakken tilføjer, at han håber, at FCK allerede har en erstatning klar.

- Men hvis ikke vi har det, så sælger vi ham ikke. Vi skal ikke svækkes. Det var det samme med Vavro - han var heller ikke blevet solgt, hvis ikke vi havde fået Victor, siger Solbakken til B.T.

Solbakken henviser til forsvarsspilleren Denis Vavro, der tidligere på sommeren blev solgt til italienske Lazio og erstattet af Victor Nelsson fra FC Nordsjælland.

Jesse Joronen har spillet én sæson i FCK. Finnen kom til FCK fra AC Horsens for et år siden og var fast målmand, da FCK i sidste sæson blev dansk mester. Brescia er oprykker i Serie A, den bedste italienske fodboldrække.

Allerede inden den kommende sæson har FCK hentet en ny målmand. Norske Sten Grytebust er kommet til fra OB. Her var han en profil i en årrække.

FCK indleder superligasæsonen på søndag på udebane mod netop OB.

/ritzau/