FCK-kaptajn fik Bendtner-spørgsmål: Alle begyndte at grine

Til at starte med handlede snakken om FC Lugano. Men emnet blev hurtigt skiftet.

De fleste har nok bemærket, at Nicklas Bendtner er havnet i Superligaen. Og derfor blev den danske angriber også hurtigt et tema på F.C. Københavns pressemøde inden torsdagens Europa League-kamp.

Først blev FCK-kaptajnen Carlos Zeca spurgt til torsdagens modstander, inden spørgsmål to havde en helt anden karakter.

Og det skabte en særdeles munter stemning i presserummet i Telia Parken.

»Har Bendtner gjort omklædningsrummet til et stort kaos?« lød det fra en af de fremmødte journalister.

Først opstod der en lille pause.

»Nej...« svarede Carlos Zeca, der ikke kunne holde masken og begyndte at grine. Det samme gjorde resten af den fremmødte presse, inden anføreren så fortalte videre:

»Han er en fantastisk fyr. Han er meget sjov. Han hjælper hele tiden alle andre. Vi er meget glade for at have ham i omklædningsrummet,« sagde Carlos Zeca om sin nye holdkammerat, der kom til på transfervinduets sidste dag. Et kvarter før lukketid.

Og torsdag aften var Nicklas Bendtner da også et tema allerede fra start, da Ståle Solbakken på sin vanlige kække facon undskyldte med, at 'det ikke var Nicklas,' han havde valgt som sin sidemand til dagens seance.

Bendtner har selv givet udtryk for, at han glæder sig til at betræde det græs i Parken, som han kender så godt fra kampene med landsholdet.

Men om den 31-årige angriber kommer i spil i kampen mod FC Lugano, kunne nordmanden dog ikke svare på endnu.

»Det er umuligt at sige. Han skal først med i kamptruppen,« sagde nordmanden, der dog slog fast, at Nicklas Bendtner endnu ikke er helt klar til at starte inde for løverne. Han anerkendte dog, at han i Nicklas Bendtner i høj grad har en spiller, der vil kunne bidrage med europæisk erfaring.

»Ja, det ved vi alle jo. Han skal bidrage, hvis han kommer ind i løbet af kampen med boksspil, og det gjorde han så vidt muligt også oppe i Hobro,« sagde Ståle Solbakken med henvisning til Nicklas Bendtners officielle debut i den hvide trøje, da han fik 20 minutter søndag eftermiddag.

En debut, som den norske manager mener, angriberen kan være tilfreds med.

»Han var tæt på et par gange og fik lidt luft i lungerne, så han kan være tilfreds,« konstaterede nordmanden.

F.C. Københavns kamp mod FC Lugano starter torsdag aften klokken 18:55, og den kan følges live her på bt.dk. Om det bliver med eller uden Nicklas Bendtner, vil tiden vise.