Faxe får job hos Arsenal

Europamesteren fra 1992 skal finde talenter i Skandinavien for den engelske storklub, som han har spillet for.

John "Faxe" Jensen er fra 1. juli tiltrådt i en stilling som chefscout i Skandinavien for den engelske fodboldklub Arsenal.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

»I første omgang skal jeg finde talenter til klubbens akademi, men på sigt håber jeg at bidrage med scouting af spillere til Premier League-mandskabet,« siger den tidligere europamester.

54-årige John "Faxe" Jensen blev efter Danmarks EM-titel i 1992 købt af netop Arsenal.

Her spillede han, indtil han i 1996 blev hentet tilbage til dansk fodbold af Brøndby.

Den tidligere midtbanespiller gjorde som spillende træner i 2000 sensationelt Herfølge til danske mestre, og senere var han assistent for Michael Laudrup i Brøndby og Getafe.

John "Faxe" Jensen har også trænererfaring fra Premier League, eftersom han i 2011 var assistenttræner hos Blackburn.

Han stoppede sidste år som cheftræner for Fremad Amager i den næstbedste række.

»Siden jeg stoppede i Fremad Amager, har jeg arbejdet lidt for et agentfirma i USA, hvor jeg har scoutet spillere i Europa og specielt Skandinavien.«

»Det har været enormt spændende. Nu fortsætter jeg i samme spor med fokus på de unge talenter,« siger John "Faxe" Jensen til Ekstra Bladet.

/ritzau/