Esbjerg-træner om scoringskrise: Alle skal bidrage

Esbjerg har blot scoret et mål i sæsonens seks første kampe, men sportschefen tror på spillerne.

PLUS Brøndby holder europæisk
Hverken Joni Kauko eller de andre Esbjerg-spillere kunne finde målet i søndagens kamp mod OB. John Randeris/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Esbjerg tabte 0-1 til OB søndag eftermiddag i fjerde spillerunde af Superligaen.

Hjemmeholdet havde chancerne til at få scoret i kampen, men esbjergenserne har svært ved at finde målet i øjeblikket.

Det er blot blevet til ét mål indtil videre i seks kampe på tværs af turneringerne, men det bekymrer ikke Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.

- Vi har næsten samme hold og samme målscorere fra sidste sæson, så vi har stadig troen på det, siger han.

I sidste sæson var Esbjergs midtbanespiller Joni Kauko topscorer for klubben med otte scoringer i Superligaen.

- Vi forventer ikke, at Joni bliver topscorer igen, men alle på holdet skal bidrage med mål. Vi har været glade for, at målene sidste sæson kom fra forskellige spillere, siger sportschefen, som ikke regner med, at Esbjerg henter en angriber til klubben.

Esbjergs cheftræner, John Lammers, tror også på, at Esbjerg-spillerne kan finde frem til netmaskerne igen.

- Vi leder efter selvtilliden og kvaliteten i øjeblikket, der kan skabe de momenter, der skal til for at vinde. Det havde vi sidste år - det har vi ikke lige nu, men det skal nok komme.

Spørgsmål: Hvor skal målene komme fra?

- Yuri (Yakovenko, red.) skal nok score mål. Kauko laver mellem fem og otte mål på en sæson. Lungi kommer også til at lave mellem fire og seks mål på en sæson, og vores kanter kommer også til at lave mål, men vi skal være skarpere, ligesom vi var sidste år.

/ritzau/