Eriksens fremtid fortsat usikker: Nu taler agenten

Kontrakten med Tottenham udløber om halvlandet år, men spillet om Christian Eriksen fodboldfremtid kører på højeste blus i disse måneder.

Nu sætter den danske landsholdsstjernes agent - sparsomme - ord på spillet i kulisserne, hvor FC Barcelona og Real Madrid har været interesseret, mens Tottenham også håber på at lande en ny aftale med Eriksen.

»Christian ønsker udelukkende at fokusere på fodbold. Foruden hans tekniske, taktiske og atletiske evner har hans tilgang i løbet af årene også været med til at transformere ham fra et verdensklasse-talent til en verdensklasse-spiller,« siger agent Martin Schoots til ESPN, og tilføjer:

»Lige nu ønsker jeg ikke at indgå i spekulationer om kontraktforlængelser og transfers.«

Der er fortsat stor tvivl om, hvorvidt Christian Eriksen ønsker at prøve kræfter med en ny klub, eller om han i stedet vil binde sig til Tottenham i yderligere en årrække.

Den 27-årige dansker har kontraktudløb om bare halvandet år, og vil derfor kunne hentes gratis i sommeren 2020. Tottenham vil gerne beholde ham, men der har endnu ikke været et gennembrud i de forhandlinger, som har stået på i flere måneder.

I mellemtiden er særligt Real Madrid kommet på bane, og har vist stor interesse i Eriksen. Flirten har stået på i længere tid, og var særligt intens på vej ind i januar-transfervinduet.

Men i de seneste uger har Christian Eriksens vej til Real Madrid set lukket ud, selvom hans navn fortsat florerer i sportspressen i forbindelse med storklubben.

For et par uger siden kunne man læse i AS, at Kongeklubben grundigt har vejet den danske Tottenham-stjerne - og ikke mindst den rekordhøje pris, Premier League-klubben forlanger for ham - og fundet ham alt for dyr.

Ifølge den store sportsavis overvejede Real Madrid at betale op til 625 millioner kroner for Eriksen enten i det netop overståede transfervindue eller måske mere realistisk til sommer.

Men Tottenhams berygtede formand, Daniel Levy, har skræmt Kongeklubben væk ved at forlange svimlende 1,86 milliarder kroner, hvilket ville gøre fynboen til verdens dyreste fodboldspiller.

Nu skriver Madrid-avisen Marca dog, at klubben overvejer at bruge superstjernen Gareth Bale i en eventuelt handel med Tottenham. Men førsteprioritet skulle være Chelseas Eden Hazard.