Eriksen i centrum: Men Åge Hareide lukkede i

Simon Kjær på bas, Kasper Schmeichel på trommer og Christian Eriksen på guitar.

Det er landstræner Åge Hareides frontfigurer i det band, der spiller op til fredags-rock i Parken mod Irland.

»Vi kommer til at gå ud for fuld musik for at vinde kampen,« lovede Åge Hareide på et pressemøde før kampen.

Og der var grund til det løfte, for Irland sørgede i sidste års to Nations League-vuggeviser mod Danmark for at dysse lysten til fodbold helt ned på et niveau, hvor glasset med sovepiller fristede.

Samtidig kommer Danmarks helt store profil Christian Eriksen til kampen med en skuffelse bag sig. Nederlaget til Liverpool i Champions League-finalen var noget, som fik flere journalister til at spekulere på, om Eriksen nu ville spille i dur eller mol.

»Jeg tror, at den bedste måde at komme sig på er med en god kamp. Hvis man spiller en god kamp efter en skuffelse, kommer man sig hurtigere,« siger Åge Hareide, der bliver bakket op af Kasper Schmeichel.

»Som jeg kender Christian, er han selvfølgelig virkelig skuffet over at tabe sådan en kamp. Så skal man ud og have skuffelsen ud af kroppen. Jeg er ikke i tvivl om, at Christian er meget motiveret,« siger Kasper Schmeichel.

Og med det svar sørgede den danske landsholdsmålmand også elegant for at springe over et af de andre store spørgsmål, der pressede sig på dagen inden Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Irland.

Nemlig om Christian Eriksen havde fortalt noget om, hvorvidt han nu var på vej til at skifte Tottenham ud med Real Madrid, som flere spanske medier har meldt.

Åge Hareide forsøgte sig med samme manøvre, men landstræneren satte alligevel nogle ord på sin stjernes mulige fremtid.

»Jeg taler ikke med spillerne om deres klubsituation. Vi har en godt forhold, men det bliver rodet, hvis jeg taler med dem om det. Vi skal koncentrere os om landsholdet. Christian elsker bare at spille fodbold, og det fortsætter han med at gøre,« siger Hareide.

Den danske landstræner ønsker heller ikke at svare på, om det vil være godt for Danmarks landshold, hvis Christian Eriksen skifter Tottenham ud med Real Madrid.

»Jeg har ikke tænkt meget over det. Han har gjort det godt for Tottenham, og vi har nydt at have Eriksen. Han har gjort sit arbejde for Tottenham og Danmark. Jeg har ikke mange andre kommentarer til det,« siger Åge Hareide.