Engelske landsholdsspiller i skandale: Fanget i slagsmål foran pub

Der var engang, hvor engelske spillere kunne bøvse af på en pint få timer inden en kamp og alligevel gå ind og være banens bedste.

Sådan er det ikke længere, og derfor er Evertons engelske landsholdsmålmand, Jordan Pickford, havnet i en kattepine. Han blev nemlig fanget på kamera, da han søndag var i en ophedet diskussion uden for en pub i Sunderland, efter en person fornærmede hans forlovede.

Jordan Pickford måtte holdes tilbage for ikke at gå til fysisk angreb på sin modpart, viser videooptagelser. Og Jordan Pickford har efterfølgende undskyldt til en dørmand, som ikke var på arbejde, da han med et slag gav ham et blåt øje.

Det var angiveligt et uheld, da manden blot forsøgte at trække Jordan Pickford væk fra balladen, skriver Daily Mail.

Jordan Pickford slipper angiveligt for et sagsanlæg efter sin undskyldning, men helt så nemt slipper han ikke i sin klub og arbejdsgiver.

»Hvis du spørger mig som manager - og for os som klub, er vi ikke glade for det, der er sket. Fodboldspillere har pligter, men også et ansvar. De ved godt, hvad en fodboldspillers ansvar er,« siger Everton-manager Marco Silva ifølge Daily Mail.

Jordan Pickford har undskyldt over for Everton, men han er alligevel ikke sluppet for straf. En bøde i millionklassen er landet hos landsholdsmålmanden, skriver The Mirror.

Og Marco Silva har haft en alvorlig samtale med sin målmand som det første i løbet af ugen.

»Det er allerede overstået - det er sket, og det er vigtigt, at det ikke sker igen. Det er min forventning, at det ikke sker igen med Jordan,« siger Marco Silva.

Sportsligt slipper Jordan Pickford dog for straf for sin opførsel uden for en bar i Sunderland. Han vil igen være på mål søndag, forventes det, når Everton møder Arsenal på hjemmebane.

»Der er intet problem. Der skete noget, og ingen er glade for den situation. Det skete på hans fridag. Det var ikke en god ting. Det er noget, man ikke skal gøre som fodboldspiller, men vi har talt om det, og det er overstået nu,« siger Marco Silva.

Jordan Pickford er fast mand i målet hos Everton, og på det engelske landshold har han længe også været den foretrukne. Han er noteret for 17 engelske landskampe.