Ekspert revser banen i Parken: 'Den er under al kritik'

 

Danmark er lige nu planmæssigt foran mod Gibraltar i den vigtige EM-kvalifikationskamp i Parken.

Men forud for opgøret var fodboldeksperten Flemming Povlsen alt andet end tilfreds med det, han så, når han kiggede på Danmarks hjemmebane, Parken.

»Arbejdsforholdene for spillerne...Det er simpelthen under al kritik. Når jeg kigger på banen og har været nede at gå på den, så er der ikke noget, der appellerer til spillernes syn og til deres tekniske formåen,« siger han i optaktsstudiet på Kanal 5 og fortsætter:

»Det her er en bane, der skulle være lavet til at kunne spille hurtigt spil mod alle nationer, men her kommer man så ind på en bane, hvor tingene gør, at mange nemme bolde vil komme til at se svære ude, fordi bolden hopper og danser.«

Det er ellers ikke længe siden, at DBU kunne offentliggøre, at det danske fodboldlandshold fortsat vil have hjemmebane i Parken.

Derfor håber Flemming Povlsen, at forbundet har sikret sig, at der i fremtiden altid vil være en ordentlig bane at spille på, når Christian Eriksen og co. skal skaffe de gode resultater på Østerbro i København.

»Jeg synes, det er under al kritik, og jeg tror og håber på, at DBU, da de skrev under på en ny aftale med Parken om at afholde landskampe herinde, også fik en klausul ind, der sagde, at vi skal have optimale betingelser. Det her er jo ikke optimalt,« siger den tidligere fodboldspiller kontant.

Danmark fører lige nu blot 1-0 over miniputnationen Gibraltar. Du kan følge anden halvleg LIVE lige her på bt.dk. Det gør du ved at klikke HER.