Drama til det sidste! AaB vandt over Brøndby i KMD Cuppen

Der var fuld smæk på, da fem danske Superliga-klubber fredag aftes mødtes til det uofficielle DM i indendørsfodbold - KMD Cup.

AGF, Brøndby, Vejle, OB og AaB var fredag aften alle mødt op til KMD Cup i Ceres Arena i Århus. Sidste år var det hjemmeholdet AGF, der kunne løfte trofæet. men sådan blev det ikke i år.

Foran de 5.000 Superliga-hungrende fans, var der ikke det store at skyde med fra hjemmeholdet. I stedet kunne de århusianske fans se rivalerne fra Brøndby og AaB spille sig i finalen, hvor AaB tog sejren.

Nordjyderne var i finalen stensikre i deres boldomgang, og gav ikke Brøndby de store chancer. I stedet var de usvigeligt sikre i deres afslutninger og tog første i halvleg en 3-0 sejr.

I anden halvleg var der så igen lidt spænding, da Brøndby først fik reduceret til 3-2, inden Kasper Kusk satte det sidste dødsstød ind med sin 4-2-scoring.

AaB så gennem hele turneringen skarpe ud. Her var både Superliga-spillerne Lucas Andersen, Kasper Kusk og Wessam Abou Ali trukket i indendørsskoene. Og det kunne de teknisk stærke nordjyder bestemt godt finde ud af!

Brøndby var ellers overlegne gennem hele turneringen - hvor de vandt 6-5 over AaB i den første kamp. Allerede efter de tre første af fire gruppespilskampe var de da også klar til finalen. Specielt Besar Halimi fik med en sindssyg dribletur inden han tryllede bolden ind med hælen vist, at han er klar til forårssæsonen.

Holdet fra Vestegnen havde heller ikke taget en helt ueffen trup med til Århus. Både Josip Radosevic, Dominik Kaiser, Mikael Uhre og altså Besar Halimi var rejst med Martin Retov og Alexander Zorniger vestpå. Alligevel var det Peter Bjuur - søn af Brøndby-legenden Ole Bjur - der var Brøndbys helt store oplevelse.

AaB var ellers tæt på at misse finalen, da AGF med en sejr over Brøndby kunne have sendt nordjyderne tidligt hjem. Det skete dog langt fra.

OB startede turneringen med at være det bedst-spillende hold, og lignede længe et hold, der skulle i finalen. Men lige lidt betød det, da de aldrig fik slutproduktet med. Det var kun i kampen mod AaB, at holdet fik en sejr - endda efter straffesparksafslutning.

Vejle stillede til turneringen med det yngste mandskab, og det var til at se. Ingen af kampene endte med en sejr i ordinær spilletid. De måtte på samme måde som OB en tur i straffesparkskonkurrence, før det lykkedes at hente to point til tabellen.

KMD Cup spilles igen i 2020, da de fire hold AGF, Brøndby, OB og AaB skiftes til at være vært for indendørsstævnet.