DR i stor brøler: Udnævner Arsenal til mestre

'Arsenal bliver nok en gang mestre, Arsenal bliver nok en gang mestre'.

Sådan lyder det i en besked, som mange har fået fra DR Nyheders app her til eftermiddag.

Beskeden blev sendt ud lidt før klokken 14, ligesom der også blev lagt en artikel på mediets hjemmeside med samme ordlyd. En artikel, der dog hurtigt blev fjernet igen.

Men det går hurtigt på internettet, og mange har allerede nået at dokumentere brøleren. Blandt dem er Discovery Networks' journalist Christine Møller, der til billedet skriver 'Ikke i år, tror jeg'.

'Fake news' lyder det fra en anden bruger på Twitter, der har delt beskeden fra DR, hvor der blot står 'Arsenal bliver nok en gang mestre' hele syv gange.

For Arsenal har da et pænt stykke op til førstepladsen i Premier League denne sæson. Med 41 point indtager den engelske klub lige nu femtepladsen i den bedste engelske række.

Det er i øjeblikket Liverpool, der sidder på førstepladsen med 57 point, så rigtig meget skal altså flaske sig, hvis Arsenal skal blive engelske mestre denne sæson.

DR Nyheder har efterfølgende været ude for at beklage fejlen. B.T. Sport forsøger også at få en kommentar fra DR Nyheder.