Diego Maradona hasteindlagt med indre blødninger

Den argentinske fodboldhelt Diego Maradona er ifølge flere medier blevet hasteindlagt fredag aften.

Den tidligere Barcelona- og Napoli-spiller har angiveligt fået pludselige indre blødninger i maveregionen.

Det skriver blandt andre Mirror og Marca.

Den 58-årige fodboldlegende var ifølge journalisten Jorge Rial til et rutinetjek i hjemlandet, hvor lægerne opdagede problemet med indre blødninger.

Samme journalist melder, at han har fået foretaget en kikkertundersøgelse, og at Maradona ikke skulle være i fare. Han bliver dog foreløbigt på hospitalet.

Så sent som i sommer var den også gal med helbredet, hvor Maradona måtte en tur på hospitalet i Rusland efter en argentinsk VM-sejr over Nigeria.

Siden da har Mardona, der i 1986 førte Argentina til VM-triumf, også fortalt om sin afhængighed, mens han angiveligt også har lidt en depressioner efter bruddet med sin seneste kæreste.

Maradona er i dag træner for den mexicanske klub Dorados de Sinaloa i den næstbedste række. Klubben tager hul på en ny sæson lørdag (søndag dansk tid), hvilket så bliver uden Maradona.