Diego Costa så rødt: Svinede dommerens mor

Det var efter alt at dømme Atletico Madrids sidste chance for at holde liv i kampen om det spanske mesterskab. Og så ødelagde stjerneangriberen Diego Costa det for sit eget hold.

Atletico Madrid-spilleren fik rødt kort efter blot 28 minutter af topopgøret mod FC Barcelona, og kampens dommer har nu afsløret hvorfor.

Gil Manzano, hedder dommeren, har i sin kamprapport afsløret, at Diego Costa var særdeles voldsom i sin retorik mod dommeren.

Diego Costa var i sekunderne inden udvisningen i nærkamp med hjemmeholdets Arthur, hvor Atletico-spilleren tilsyneladende ville have frispark. Gil Manzano dømte intet, og så brændte Diego Costa helt af.

Den spanske avis Marca har fået fat i dommerens kamprapport.

'I det 28. minut blev spilleren (19) Diego Costa udvist af følgende årsag: Han adresserede mig råbende med følgende ord: »Jeg skider på din ludermor! Jeg skider på din ludermor!«'

Derudover er Diego Costa også beskrevet i forbindelse med yderligere to gule kort, som Gil Manzano tildelte Atletico-spillerne José María Giménez og Diego Godín.

'Efter udvisningen, mens han stadig var på banen, tog han fat i mine arme for at forhindre mig i at uddele begge advarsler til nummer 24 (Giménez) og 2 (Godín),' står der i kamprapporten om Gil Manzanos beslutning, som Costas holdkammerat Koke har stillet spørgsmålstegn ved.

»Hver gang vi spiller her, sker der noget. I de sidste 11 kampe har vi fået syv røde kort, og de har ikke alle været fair,« sagde Koke efter kampen ifølge Marca.

Barcelona kunne dog først sent i kampen udnytte deres overtal mod Atletico Madrid. Efter 85 minutter scorede Luis Suarez, og få minutter efter smed Messi det sidste søm i Atletico-kisten med scoringen til slutresultatet 2-0.

Barcelona er nu kraftigt på mesterskabskurs. De fører med 11 point ned til Atletico Madrid på andenpladsen, hvor der resterer syv runder.

Spørgsmålet er så, hvor mange af de runder, Diego Costa får lov til at være med i. I toppen af artiklen kan du se højdepunkter fra blandt andet Atleticos exit fra Champions League mod Juventus.