Depressionsramt Sisto: Jeg har alle de penge, jeg gerne vil have

Pione Sisto har de seneste par år ramt en deroute af usædvanlig karakter.

Væk er landsholdspladsen, som han begyndelsen af 2018 syntes at have patent på i mange år med en stribe af gode præstationer. Væk er selvtilliden. Væk er meget af det, der fik ham på alles læber i 2014, da han blev kåret til årest spiller i Superligaen som bare 19-årig.

Pione Sisto fortæller i et interview med Politiken, at nedturen, der for alvor ramte ved VM i sommeren 2018, skyldtes en depression, der ikke kunne reddes af materielle ting.

»Jeg har alle de penge, jeg gerne vil have. Jeg har en stor bil, et stort hus, og jeg er berømt i andres øjne. Men jeg har kæmpet med at være glad de seneste to år, og jeg var det slet ikke i 2018. Jeg kunne mærke, at min krop var ved at bryde sammen,« siger Pione Sisto til Politiken.

Celta Vigo-spilleren føler sig oven på igen og stærkere end før, men han er slet ikke sluppet af med problemerne i sit liv.

Senest har han fået en historisk bøde på næsten en halv million kroner af den spanske klub, fordi han stak af fra Spanien.

Han har også trukket overskrifter, fordi han kun spiste frugt og drak juice, og han slår nu selv fast, at det ikke var, fordi han er blevet bims.

»Jeg tænker, at folk kalder mig skør, fordi de ikke vil tænke over, om jeg kunne have fat i den lange ende. Jeg lavede en udrensning, fordi jeg ville lave om på min kost. Jeg må spise, som jeg vil. Klubben tvinger mig ikke til at følge en kostplan, og jeg har selv betalt for min egen diætist. De her ting er ikke blevet gjort uovervejet. Det har måske været fremstillet sådan, men det er ikke sandheden,« fortæller han og pointerer, at han i dag er sluppet for de kropslige problemer, han tidligere har haft, og det skyldes ifølge ham selv kostændringen.