Denne superstjerne kan ødelægge Eriksens spanske drømme

 

»Jeg kender ham personligt, og han er anderledes.«

Ordene er Real Madrids træner Zinedine Zidanes og de tilfalder Manchester Uniteds midtbanegeneral Paul Pogba.

Interessen for Zidanes landsmand skulle efterhånden være stærkt intensiveret, ifølge den spanske avis Marca.

Og det er ikke just gode nyheder for Tottenhams Christian Eriksen, som længe har været rygtet til den spanske hovedstad og om hvem, det senest har lydt, at han netop nu venter på at høre fra madrilenerne.

Pogba er nemlig dyr. 130 millioner pund - eller 1,1 milliard kroner - mener Daily Mail, at han koster.

»Jeg kan lide Pogba, og det er der ikke noget nyt i,« sagde Zidane for nylig ifølge Marca og tilføjede:

»Han tilføjer noget, som få andre kan, takket være hans kvaliteter.«

Zidane mener iøvrigt, at Pogbas lederevner er bemærkelsesværdige.

At det ligeledes også rygtes, at Chelseas Eden Hazard er meget tæt på Real Madrid, gør det ikke bedre for Eriksen.

For har Real Madrid så penge og behov for Eriksen i tillæg?

Men der er måske alligevel en chance for Christian Eriksen.

For som bekendt udløber danskerens kontrakt i sommeren 2020, hvorfor han der kan smutte gratis. Det gør ham billigere dag for dag.

Og så har Tottenham lige bygget nyt stadion, hvortil de skylder 5,5 milliarder kroner væk.

Den spanske avis AS skriver i den forbindelse, at Tottenhams notorisk besværlige formand Daniel Levy, står med dårlige kort på hånden, når han skal forhandle med eksempelvis Real Madrid - selv hvis Tottenham skulle vinde Champions League, skriver avisen.

Der er dermed lagt op til et spændende transfervindue, når det åbner til sommer.