DBU klar til at lave fodboldreglerne om: 'Det kan fungere'

Dansk Boldspil-Union (DBU) er klar til at lave fodboldspillet helt om i en periode for at imødekomme regeringens krav til en genåbning af det danske idrætsliv.

For der er normalt 22 spillere på banen ad gangen i en fodboldkamp – og det er et problem. For regeringen vil sandsynligvis snart præsentere en start på genåbningen, hvor der er et forsamlingsloft på 20 personer.

Men det har DBU en løsning på.

Fodboldunionen fortæller til Jyllands-Posten, at man overvejer en helt ny kampafvikling, hvor der spilles syv imod syv på en halv 11-mands-bane.

»Det giver 14 spillere på banen, og så kan vi have en dommer, to trænere og en udskifter på hvert hold. Det giver 19 i alt. Det kan fungere,« slår Ole Frandsen, turneringschef i DBU Jylland, fast over for avisen.

En gradvis genåbning af landet venter lige om hjørnet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bekræftede tirsdag på Facebook, at en gradvis genåbning venter lige om hjørnet.

»Eksperter og myndigheder vurderer, at der er plads til at udfase nogle af restriktionerne i løbet af marts,« skriver hun og peger blandt andet på udendørs organiseret idræt- og foreningsaktiviteter som et område, hvor der kan løsnes på coronarestriktionerne.