David Silva er nøglespilleren i Manchester City – mere værdifuld end nogensinde

SOCCER-ENGLAND-LEI-MCI/
Manchester City-manager Josep Guardiola ses her med sin centrale midtbanespiller og playmaker David Silva. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARL RECINE

Inden Manchester City for et par uger siden løb ind i lidt uventet modvind, stødte David Silva på forældrene til et af klubbens unge håb Phil Foden.

Silva er både på banen og privat en stille fyr. Han søger ikke rampelyset og nøjes med et enkelt interview om året – en kort snak om turismen på De Kanariske Øer, hvor han voksede op – og han bryder sig ikke om at være genstand for opmærksomhed.

Over for Phil Fodens mor var han dog overstrømmende. Han fortalte hende, at det var en fornøjelse at træne sammen med hendes teenagesøn, og talte begejstret om, hvor stor en spiller Foden kan blive.

Mindre end et år efter Fodens debut for City mente Silva således, at den 18-årige spiller havde potentialet til at blive en af de bedste spillere i verden. Han jokede med at bede Fodens mor om at overtale sønnen til at vente nogle år med at blomstre, så Silva ikke selv bliver skubbet ud i skyggen.

Der er en tidløs kvalitet ved David Silva. Han bliver 33 år på tirsdag, men han synes stadig at være den samme spiller, som da han ankom til Manchester for næsten ni år siden. Han er ikke blevet mindre skarp, mindre bevægelig eller mindre flydende i sit spil.

»Altid i bevægelse,« som hans medspiller på det spanske landshold Javi Martinez engang sagde.

Silva gør det ikke sværere end nødvendigt. Han ser ingen grund til at overdrive driblinger eller stille sig til skue. Han holder sig til de enkle ting, som han til gengæld udfører til perfektion.

For Manchester City-manager Pep Guardiola er Silva »en fornøjelse« at arbejde sammen med. For holdkammeraterne er han »et forbillede«. Han har været en central skikkelse på Citys hold, siden han kom til klubben i 2010, men mere end noget er han afgørende for holdets balance, da han har fået en stor del af ansvaret for at knytte de komplicerede spilmønstre sammen, som Guardiola har talt så varmt for.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at det var i hans skadespause, at Manchester City tabte først til Crystal Palace og siden til Leicester City. Det gav Liverpool FC mulighed for at klatre op på ligaens førsteplads og lægge luft til Manchester City og Tottenham Hotspur på de næste pladser.

I udekampen 30. december mod Southampton var David Silva tilbage i startopstillingen - City vandt 3-1, Silva scorede et mål. I torsdags tog City imod topholdet Liverpool - Silva var med i startopstillingen, City vandt den vigtige kamp 2-1 og reducerede Liverpools forspring til fire point.

Men når David Silva er fraværende, så mangler City helt klart noget.

»Han er en af de mest utrolige spillere i verden til at spille i små områder,« sagde Guardiola tidligere på sæsonen og tilføjede:

»Han er måske den bedste i verden på det punkt. Vi forsøger at angribe disse områder, og han er mesteren. Få spillere kan gøre det.«

En gave til sammenholdet

Silvas talent er ikke den eneste grund til hans indflydelse. På omtrent samme tid som hans møde med Phil Fodens forældre kunne David Silva overrække hver eneste af sine medspillere en Nintendo Switch-spillekonsol med indgraverede initialer og to spil. Silva er ikke meget for at spille computerspil selv, men han vidste, at mange af de unge spillere har denne uvane. Og hvis han kunne spille med og mod nogle af dem, kunne det måske bidrage til at knytte holdet bedre sammen under rejserne til udekampe.

Hans gestus blev ikke annonceret i forvejen, så gaverne kom som en overraskelse. Silva gjorde det på samme måde, som han lægger en aflevering: indfølt og diskret.

Det er de karaktertræk, han har bygget sin karriere over, og det har ført ham frem til en titel som verdensmester og europamester med Spanien. Desuden har han vundet tre nationale mesterskaber med City. Men det er de samme karakteristika, der måske hindrer, at han nogensinde får den individuelle anerkendelse, som han måske fortjener.

Italienske Roberto Mancini, der var træner for Manchester City 2009-13 og dermed en af Pep Guardiolas forgængere, er manden, der i 2010 hentede David Silva til klubben fra Valencia. Mancini har altid anset Silva for at være i samme klasse som de tidligere FC Barcelona-stjerner Xavi og Andrés Iniesta.

»Hvis han var taget til Barcelona i 2008,« insisterer Mancini, »ville alle have sagt, at han var en af de bedste spillere i verden.«

David Silva er kun sjældent – hvis nogensinde – blevet nævnt i den sammenhæng.

I England er det kun lykkedes for én gang – i september 2011 – at blive månedens spiller i Premier League.

Alligevel er der et vist belæg for at hævde, at han er en af de bedste spillere, der nogensinde er blevet hentet til Premier League fra udlandet.

Han har måske ikke foranlediget helt den samme forandring som franskmanden Eric Cantona, da han ankom til først Leeds og siden Manchester United. Han har heller ikke scoret så mange mål som eksempelvis franskmanden Thierry Henry (Arsenal) eller ivorianske Didier Drogba (Chelsea). Endelig har han heller ikke så mange fine titler som Danmarks tidligere landsholdsmålmand, Peter Schmeichel, der løb med fem Premier League-mesterskaber i Manchester United.

Men der er andre måder at vise storhed på. For eksempel har ingen i det seneste tiår lagt op til så mange mål i Premier League som den lille spanier. Kun to udenlandske spillere – Dennis Bergkamp og Cesc Fàbregas – er noteret for flere assister i engelsk topfodbold.

Men langt vigtigere er det, at David Silva har gjort alt dette, selv om han fra første dag blev anset for at være for let og for klejn til det engelske spil. Men David Silva har – måske mere end nogen anden – bidraget til at ændre spillets karakter i dets hjemland.

Oversættelse: Lars Rosenkvist