David Beckhams projekt i fare: Byggeplads er giftig

Der er kommet modgang for David Beckhams store fodboldeventyr i USA.

Den engelske fodboldlegende er ved at starte en ny klub op i Miami i Florida, men det overdådige stadionbyggeri til Inter Miami CF, er kommet i fare.

Stedet, hvor man lige nu planlægger at bygge stadionet Miami Freedom Park, der skal huse Beckhams nye fodboldhold, er voldsomt forurenet og giftig, skriver Miami Herald.

Det er på Melreese Country Clubs golfbaner, at man arbejder på at komme til at bygge et stadion til 25.000 mennesker, men jorden indeholder i øjeblikket blandt andet mere end dobbelt så meget arsen, som det er tilladt.

Derudover indeholder jorden også så store mængde bly og barium, at det overskrider den tilladte mængde.

Et miljøfirma har taget mere end 100 prøver af jorden på de nuværende golfbaner og fundet frem til resultaterne.

Ifølge Sky News kan store mængder arsen, bly og barium lede til alvorlige sygdomme, herunder kræft, samt gøre skade på diverse indre organer.

Fodboldstadionet er en del af en større ombygningen af hele området ved Melreese Country Club, der foruden Inter Miami CF også har et storcenter i planerne.

Miamis borgmester, Francis Suarez, er en vokal støtte for planerne med området.

»Det giver selvfølgelig store bekymringer. Vi er glade for, at vi har fået området testet,« siger han ifølge Miami Herald.

Inter Miami CF blev grundlagt 28. januar 2018 og har lige nu hjemme på New Fort Lauderdale Stadium.

David Beckham er præsident i klubben, og han er allerede begyndt at hente et par spillere til holdet, selvom Inter Miami CF først kommer til at spille sine første kampe i 2020, hvor de bliver en del af den bedste, nordamerikanske række, MLS.

Efter planen skal klubbens nye stadion først stå klar i 2022.